Det har været nogle svære dage for det nyforelskede X Factor-par Mia og Martin, efter Martin blev sendt ud af programmet sidste fredag.
I løbet af deres tid i X Factor har Thomas Blachmans to unge solister boet sammen i en stor lejlighed i København sammen med de øvrige deltagere, der bor langt fra hovedstaden. Men efter sin exit og nogle dage til at komme sig flyttede 16-årige Martin onsdag ud af lejligheden og tilbage til Lolland.
- Det er lidt underligt at være væk fra København og X Factor. Jeg er jo blevet trukket ud af den hverdag, som har fyldt hele mit liv de sidste to måneder. Og det er endnu mærkeligere at skulle flytte fra sin kæreste. Nu skal vi vænne os til, at vi ikke er der for hinanden hele tiden, siger Martin.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:58c310e5a11fa017acc64f09
Vil gøre sit bedste
Selvom de nu ikke længere bor sammen, forbliver de kærester, forsikrer både Mia og Martin.
Men Mia lægger ikke skjul på, at det bliver underligt ikke at have Martin ved sin side i liveshowet fredag aften.
- Jeg kommer til at tænke en del på ham, især når vi står og får at vide, hvem der skal i farezonen. Han plejer at stå ved min side og sige "Nu går du videre", og det kommer han ikke til på fredag. Men jeg ved, han støtter mig og Chili, så nu handler det bare om at gøre det bedste, jeg kan, fortalte Mia, da hun tidligere på ugen chattede med sine fans her på dr.dk.
Vil måske lave musik sammen
Her blev hun også spurgt til, om hun og Martin mon kunne finde på at lave musik sammen i fremtiden.
- Ja, det tænker jeg – altså hvis Martin er med på den. Jeg synes, han er rigtig dygtig – og det siger jeg ikke kun, fordi jeg er hans kæreste – så jeg kunne godt forestille mig, at der kunne komme noget fedt ud af det, svarede Mia på chatten.
Mia kommer dog ikke helt til at undvære Martin ved sin side fredag aften. Han kommer nemlig og sidder blandt publikum, så han kan heppe på sin kæreste på allernærmeste hold, når hun skal synge Beyoncés kæmpehit 'Halo'.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:58c2ffbca11fa017acc64ebd