Ny X Factor-duo har barsk fortid: Man er nødt til at sige undskyld

Musikken har hjulpet Frank og Torben væk fra et hårdt liv med misbrug og kriminalitet. Nu er de gået videre i X Factor.

Duoen Frank Clifforth og Torben Hein håber at kunne lægge en hård fortid bag sig med deres deltagelse i X Factor.

Selvom han i dag lever et helt almindeligt liv som nyuddannet pædagog med barn og job, så har Frank Clifforth fra X Factor-gruppen Clifforth & Hein, der fredag sikrede sig en billet videre fra audition, ikke en helt almindelig fortid.

Han er nemlig vokset op i en barndom præget af alkoholiserede forældre, vold og slåskampe, og den tilværelse strakte sig langt ind i hans voksenliv, hvor både misbrug og kriminalitet var en del af hverdagen.

- Jeg levede et liv i overhalingsbanen, hvor alting handlede om druk, fester og gang i den. Jeg kom ud på et sidespor, fordi jeg gjorde en masse dumme ting for at tjene penge og for at slippe for at mærke mig selv, fortæller Frank, der i dag er 43 år.

Det var i det miljø, Frank i sine ungdomsår mødte Torben, der udgør den anden halvdel af duoen Clifforth & Hein, og i mange år skulle deres veje krydses med jævne mellemrum, inden de begge to droppede sprut og stoffer.

Måtte genoplives på Rigshospitalet

Tilværelsen som misbruger og kriminel kulminerede for Frank, da han i 2003 brændte inde i en vens lejlighed og kun med nød og næppe slap ud i live.

- Jeg tog en håndfuld sovepiller og en halv flaske snaps, som jeg altid gjorde for at slippe fra det hele, når jeg havde været ude og rende i flere dage i træk. Jeg faldt i søvn med en cigaret i hånden og vågnede først, da hele lejligheden stod i flammer, fortæller Frank.

Frank slap med livet i behold, men først efter at hans hjerte kortvarigt holdt op med at slå. Det næste han husker er, at han vågnede op på Rigshospitalets traumecenter, hvor han var blevet sendt til genoplivning.

- Det var der, jeg indså, at der er noget, der er større end mig selv. At man skal leve livet, uden at det handler om at overleve, for det var sådan jeg havde levet indtil da.

Fandt sammen om musikken

Efter den traumatiske oplevelse kom Frank i behandling og droppede både sprut og stoffer – eller blev ”clean”, som det kaldes – hvorefter han påbegyndte en uddannelse som misbrugsbehandler og psykoterapeut. Og det var her, han og Torbens veje endnu en gang krydsedes.

- Det var helt surrealistisk at vi begge to skulle stå der på den samme skole og være blevet ”clean”. Vi satte os ned og spillede musik sammen til et arrangement, og det var helt magisk.

Torbens guitar havde fulgt ham på samme måde, som den havde fulgt Frank gennem hans barske liv, og de to fandt sammen om musikken.

Se Clifforth og Heins X Factor-audition herunder. Artiklen fortsætter under videoen.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:56993a2aa11f9f14b468baa1

”Der er håb selv for de håbløse”

- Musikken har siden jeg var lille givet mig en ro, som jeg kunne forsvinde ind i. Her kunne jeg komme væk fra den grimme hverdag, hvor der ingen omsorg var. Inden i var jeg jo en lille dreng, der råbte og skreg efter kærlighed, fortæller Frank.

Musikken har fyldt i Franks liv altid, lige fra da han var barn og gik og sang i skolegården, og da han som ung spillede i band og gik på scenen påvirket af stoffer og alkohol. Men stofferne gjorde ham til en person, han ikke havde lyst til at være.

- Ved at stille op i X Factor vil vi vise, at man kan det, man kæmper for. Vores budskab er, at der er håb selv for de håbløse, der er blevet opgivet af systemet. Det er anerkendelsen af at være god nok, uanset om man har været en rigtig idiot, vi søger, fortæller Frank og fortsætter:

- Man møder så mange fordomme om folk, der er tatoverede og pumpede. Men i virkeligheden er vi også bare mennesker. Alle har jo brug for et kram.

Glæden ved at glæde andre

Frank er i dag uddannet pædagog og bor i Fredericia med sin datter Shine på tre år. Efter at han blev færdiguddannet i 2015 har han blandt andet arbejdet på et bosted for børn og unge og voksne med misbrug, og det arbejde har givet ham meget igen.

- I dag får jeg lov til at give nogle af de erfaringer videre, som jeg selv har fået. Jeg oplever glæden ved at gøre andre mennesker glade og at støtte dem og hjælpe dem. Fordi jeg har været igennem de ting, jeg nu har, så møder jeg folk der, hvor de er, for jeg dømmer dem ikke. Alle er som de er af en grund.

Foruden arbejdet som pædagog holder Frank også foredrag, hvor han hudløst ærligt fortæller om sit tidligere liv som misbruger og kriminel.

- Man kan ikke ændre på den, man var engang, man kan kun vælge at være et godt menneske fremadrettet. Man er nødt til at stå ved sin fortid og sige undskyld.