De er lige nu bookmakernes favoritter til at løbe med sejren i X Factor.
Men uanset, hvordan det går Thomas Blachmans trio Place on Earth i programmet de kommende uger, så har den ene tredjedel af gruppen, Kathrine, allerede vundet noget endnu større – kærligheden.
Det 19-årige sangtalent mødte nemlig sin nuværende kæreste, den ligeledes 19-årige Henrik, i forbindelse med X Factor.
Det skete i forbindelse med optagelserne til 5 Chair Challenge i efteråret, hvor Henrik sad blandt publikum for at heppe på sin veninde, Alberte, der også dystede i Sanne Salomonsens unge-kategori.
Se Kathrines optræden i 5 Chair Challenge her.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5a99eebb6187a51710a2b198
Både Alberte og Kathrine endte som bekendt med at blive sendt hjem af Sanne Salomonsen i 5 Chair-programmet, og da begge piger er fra Horsens, besluttede de sig for at tage ud i hjembyen og dulme skuffelsen sammen.
Og her gjorde Albertes ven Henrik altså pigerne selskab.
- Efterfølgende skrev han til mig og inviterede mig på date. Og der sad vi så og snakkede lige indtil, restauranten lukkede, og de blev nødt til at smide os ud. Derefter gik vi en lang tur, og ja, så har vi været sammen lige siden, fortæller en forelsket Kathrine, der netop har kunnet fejre tre måneders dag med sin Henrik.
Er sammen hele tiden
Faktisk er det gået så stærkt med de to teenagere, at de allerede er flyttet sammen.
Henrik boede egentlig i sin egen lejlighed i Horsens, men da han alligevel hele tiden var hos Kathrine, der stadig bor hos sin mor, besluttede de sig for, at han da lige så godt kunne flytte ind permanent.
- Det føles virkelig bare rigtigt med ham, siger Kathrine og tilføjer med et grin:
- Og når vi alligevel var sammen hele tiden, så var der jo ingen grund til, at han skulle betale husleje for sin lejlighed.
Fredag aften havde Henrik så taget turen fra Horsens til København for at heppe på sin kæreste og resten af Place on Earth fra Studie 5 i DR Byen.
Noget, der naturligvis vakte stor glæde hos Kathrine.
- Jeg spottede ham med det samme, da vi kom ind på scenen. Det var så dejligt, han var der, siger hun.
Sammen med sine gruppemedlemmer Mille og Andreas sang Kathrine sig fredag aften videre i X Factor. Se Place on Earth og de øvrige tilbageværende deltagere igen på fredag, når der er girl power-tema på programmet.
