Deltagelsen i X Factor har for 26-årige Morten Nørgaard resulteret i en stor, personlig fanskare, smigrende tilbud fra hunkøn og en ordentlig portion selvtillid.
Og nu også et muligt jobtilbud fra en borgmester.
- Jeg vil rigtig gerne hjælpe ham med at få et job, siger Uffe Jensen, borgmester i Odder Kommune, hvor Morten bor til daglig.
- Vi har aftalt, at vi skal drikke en kop kaffe i løbet af april, når det hele er faldet til ro.
Konsulentfirma er også ude efter Morten
Den generte Morten er for tiden arbejdsløs, og indtil han kom med i X Factor, brugte han det meste af sin tid foran sin computer på sit værelse.
Nu går ugen med træning, sangprøver, interviews, optagelser og ikke mindst liveshow hver fredag.
Udstrålingen og hans talent på scenen har udover en kaffedate med borgmesteren fra Odder også betydet, at forskellige arbejdegivere har fået øjnene op for Morten.
Et konsulentfirma har blandt andet taget kontakt til ham.
- Det er et stykke tid siden, de skrev, så jeg ved ikke, om tilbuddene stadig gælder. Det er da rart, at folk gerne vil have mig til samtale, siger Morten Nørgaard, der ser positivt på fremtiden.
- Jeg skal i hvert fald ud at spille lidt med X Factor-tur og så må jeg se, hvad jeg kan bygge på af arbejde. Jeg skal jo nok have fundet et eller andet og lave.
Hvad med et job på togbanen?
Uffe Jensen har flere bud på, hvad Morten kan lave i Odder.
For et par uger siden var borgmesteren en tur i København for at se Morten optræde i X Factor. Her mødte han Mortens far.
- Vi fik en snak om, hvad Morten er god til udover musik. Her talte vi blandt andet om elektronik og tog.
I Odder er der ved at blive anlagt en Letbane, som skal køre på strækningen mellem Odder - Aarhus. Det er et projekt, som Uffe Jensen godt kunne se Morten være med på.
- Jeg ved, at der skal bruges arbejdskraft, siger borgmesteren.
- Men han skal selvfølgelig arbejde med det, han drømmer om at lave. Det skal vi have en snak om.