Her charmerer X Factors fantastiske fætre Mette Lindberg

William og Victor fra VKation har sunget sammen i tre år, og deres helt særlige bånd sikrede fætrene en plads i liveshowet.

- Har I fået sat håret?

Spørger dommeren Mette Lindberg de to drenge fra VKation, lige inden de skal optræde foran hende til X Factor bootcamp på Egeskov Slot.

- Ja, det sidder altid, svarer Willam.

Og hvis det ikke gjorde, så ville de formentlig have hjulpet hinanden med at sætte håret.

De to fætre William 17 år og Victor 16 år, som tilsammen udgør gruppen VKation, har nemlig et helt særligt bånd.

- Vi har kendt hinanden, siden vi var små. Og nu ved jeg godt, vi kalder hinanden fætre, men på en måde vil jeg beskrive Victor som en bror, siger William.

Videre til liveshow med hjertebanken

De begyndte at synge og spille sammen for tre år siden, hvor Victor lærte sin fætter at spille guitar, og siden har de udviklet en fælles lyd.

- Jeg vil nok mest beskrive os som en popgruppe - med sjæl, siger Victor.

Den sjæl får Mette Lindberg et lille glimt af under fætrenes optræden med sangen 'Ordinary People' til bootcamp – og lige inden hun sender dem videre til liveshowet.

-Er der nogle hjerter, der banker? Det gør mit også.

-Jeg synes, I synger sindssygt godt, men for mig er det ikke nok at kunne synge godt. Derfor er det jo fantastisk, at I er meget mere end det. I er gået videre, siger hun.

Se VKation optræde foran Mette Lindberg til bootcamp i videoen øverst i artiklen og se deres optræden til audition og 5 Chair Challenge her:

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5891d179a11f9f02a8dfdd74

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5892844f6187a414f46200ce