De har hittet lige fra Irland i vest til New Zealand i øst - og fredag aften lagde det britiske boyband Rak-Su så Danmark for deres fødder, da de optrådte med debutsingle 'Dimelo' i X Factor.
Gruppen, der havde X Factor-bagmanden Simon Cowell som mentor, vandt i december den britiske udgave af konkurrencen.
Og siden har tingene ikke stået stille for dem: De har udsendt deres første EP, de er på vej på turné med pigegruppen Little Mix, der vandt X Factor i 2008. Og så skal de snart til Los Angeles for at indspille ny musik.
Hårdt arbejde venter forude
Alligevel blev der altså i denne uge tid til at komme forbi studie 5 i DR Byen, hvor de optrådte i X Factors semifinale og samtidig kom med et godt råd til de tre danske finalister.
- Det vigtigste for finalisterne er at nyde den tid, de har i X Factor lige nu, for det hele går rigtig stærkt. Glæd jer over alle de muligheder, I får i fremtiden, for det her program kommer til at åbne en masse døre for jer, lyder gruppens råd til deres danske kolleger.
- Uanset hvor hårdt I har arbejdet nu, så skal I forberede jer på at arbejde endnu hårdere bagefter.
Se Rak-Su optræde med ‘Dimelo’ øverst i artiklen - og hør dem vurdere de danske finalister i interviewet her.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5abee334a11f9f1eec167a41