X Factor har altid været garant for masser af drama, og fredagens premiereafsnit på sæson ti er absolut ingen undtagelse.
Her bliver stemningen nemlig iskold mellem den erfarne X Factor-ræv Thomas Blachman og nykomlingen Mette Lindberg.
Sidstnævnte har i løbet af dagen følt, at Thomas Blachman afbryder hende konstant, at han ikke lytter til hende – og at han i øvrigt ikke opfører sig ordentligt over for de håbefulde sangtalenter, der møder op til audition.
- Hvis man så prøver at komme til ham, gør han alt, hvad han kan, for at få det til at være fuldstændig åndssvagt, det man siger, forsøger Mette Lindberg at forklare Remee i en pause.
Det får straks Thomas Blachman til at fare i flint.
- Jeg synes, det er noget klynkeri. Det må jeg sgu sige dig, siger han direkte henvendt til Mette Lindberg, der svarer igen:
- Jeg klynker ikke en skid.
Blachman er X Factors Trump
Midt i opgøret står Remee, der nøjes med at konkludere, at Thomas Blachman er X Factors svar på den kommende, amerikanske præsident, Donald Trump.
Se hele opgøret mellem de to dommere – og om det mon lykkes dem at finde hinanden igen – når tiende sæson af X Factor har premiere fredag aften klokken 20 på DR1.
I videoen herunder kan du se de tre dommere fortælle mere om, hvad den kommende sæson kommer til at byde på.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5864e3ffa11f9f03a04d62f2