Tårerne fik frit løb hos både deltagere og dommere, da de to deltagere Baraa og Sophia i fredags havnede i farezonen.
Midt i den dramatiske situation stod X Factor-vært Eva Harlou og skulle føre seerne kyndigt gennem den resterende del af udsendelsen. Men faktisk havde hun selv en klump i halsen, da hun stod med armene om de to X Factor-deltagere.
- Da jeg hiver Baraa ned på scenen til Sophia, og jeg skal sige: ”Nu er der kun én af jer to, der kan gå videre”, dér kan man faktisk høre, at min stemme knækker, fortæller X Factor-værten, da vi har sat hende stævne i DR Byen til en snak om rollen som vært for Danmarks mest sete underholdningsprogram.
”Har ikke fået at vide, jeg ikke må græde”
Og det var da også en særdeles følelsesladet X Factor-udsendelse i fredags: Først begyndte Sophia at græde, så kunne Baraa ikke holde tårerne tilbage, og til sidst måtte også dommer Lina Rafn lade tårerne få frit løb.
Vi dvæler lidt ved den stemningsmættede aften.
Følelserne var nemlig også lige ved at tage magten fra Eva. Hun formåede dog at holde tårerne tilbage:
- Men skulle det så endelig ske, at jeg selv begyndte … Altså, jeg har ikke fået at vide, at jeg ikke må græde!
Fint at vise mennesket bag kjolerne
Eva Harlou mener tværtimod, at det kan være en styrke, når man som vært tør vise sin egen sårbarhed:
- Selvfølgelig skal jeg ikke stå og være helt knust, og ikke kunne komme gennem programmet, men jeg tror bestemt, der er plads til og forståelse for, at jeg også bliver rørt, lyder det eftertænksomt.
Efter en lille pause kommer der et smil på Evas læber:
- Jeg tror faktisk, det er fint at vise, at der er et menneske bag alle de der kjoler…
Værtsrollens mange facetter
Eva Harlous fokus var dog mest på det professionelle, og ikke på hverken følelser eller kjoler, da hun tog imod værtstjansen for Danmarks største underholdningsprogram:
- Der er mange forskellige ting, man skal have med, for at kunne fungere i rollen som vært. Man skal have overblik; man skal kunne tale på en måde, så folk forstår, hvad man siger; og man skal kunne slå ud med armene på en naturlig måde.
Så kommer der et lille ”men”:
- Man skal også være grundlæggende interesseret i andre mennesker. Man kan ikke stå og lade som om.
En intens efterskole – med 1,5 millioner seere
Derfor bringer værtsrollen da også et stort følelsesmæssigt engagement med sig:
- Det er en slags meget intens efterskole, med 1,5 millioner mennesker, der kigger med, og man skal præstere samtidig. Det forstærker hele situationen. Det er alt på én gang.
X Factor sendes hver fredag kl. 20 på DR1 – og du kan stemme og spille med i X Factor-appen! Hent den i AppStore eller Google Play.