Det var ikke uden nerver, at sangeren Shaka Loveless og rapgruppen Suspekt i tirsdags sendte deres nye fælles nummer 'Velkommen hjem' på gaden.
Nummeret er skrevet som en hyldest til de danske krigsveteraner og havde premiere på netop veteranernes flagdag den 5. september.
- Der er meget på spil i nummeret, fortæller Emil 'Orgi-E' Simonsen fra Suspekt.
Og hvis premieren i sig selv ikke var nok, så var der en helt særlig gæst med på den første lytter, som gav musikerne ekstra nerver: Den 28-årige veteran Magnus Pedersen, der var udsendt til Afghanistan tilbage i 2009.
De fem mænd mødtes i det lille særstudie, som P3-programmet 'Lågsus' havde indrettet i Tøjhuset i København i anledning af flagdagen.
Og nummeret blev godt modtaget af Magnus Pedersen, der også kunne fortælle, at musik kan spille en særlig rolle, når man er udsendt:
- Man bruger musik til at sætte ord på alt det, man ikke selv siger.
Du kan høre det nye nummer 'Velkommen hjem' fra Shaka Loveless feat. Suspekt her: