Er sagnvæsener mest noget, du forbinder med Ringenes Herre, og nisserne du pynter op med til jul? Eller tror du, der er mere mellem himmel og jord?
Lige så længe der har eksisteret mennesker, har der været sagn og myter.
For bare lidt mere end hundrede år siden troede de fleste mennesker i Danmark, at naturen var befolket af overnaturlige væsener.
I bakkerne boede der bjergfolk og trolde. På kirkegården efter mørkets frembrud kunne man høre helhesten vrinske. I skoven og ved gravhøjene dansede elverfolket forførende rundt og i åer og søer dukkede åmanden med mellemrum op til overfladen på udkig efter sit næste offer.
Folketroen, som det kaldes, eksisterede side om side med kristendommen. Så selvom de fleste gik i kirke om søndagen, var det ikke ualmindeligt, at man samtidig satte stål i dørtærsklen for at holde de underjordiske, genfærd og marer på afstand.
Danskerne, især dem på landet, var afhængige af naturen og levede i høj grad på dens præmisser - og derfor side om side med de mystiske væsener, der ofte afgjorde folks skæbner.
DR har kørt rundt i landet for at støve den gamle folketro af på jagt efter elvere, åmænd og helheste ved at interviewe mennesker, der selv har fået fortalt sagnene som børn.
Klik på grafikkerne herunder og lyt til beskrivelser af sagnfolkene:
Helhesten er en trebenet og i nogle tilfælde hovedløs hest. Helhesten er en kirkevare - et varsel, og ser man den, er det et varsel om alvorlig sygdom eller et kommende dødsfald.
Synet af hesten er skæbnesvangert. Hører man lyden af en trebenet hest, skal man straks kigge væk.
Der er knyttet sagn om helheste til flere danske kirkegårde, blandt andre i Knebel på Mols og i Søllested på Lolland.
De underjordiske bor i bakker og høje - og i klipperne på Bornholm. De er små væsener, der ligner små mennesker og minder om os. De er gode, de er onde, de hjælper og de driller. Det er altså vigtigt at behandle dem med respekt, så man ikke får dem imod sig.
De underjordiske kan finde på at bytte deres egne unger ud med nyfødte menneskebørn. Skiftinge, som de forbyttede unger kaldes, vil først ligne menneskebarnet, men vil hurtigt få mærkeligt store og bløde hoveder, de er svagelige og lærer aldrig at tale.
De vil blive ved med at kræve meget pleje, og samtidig spiser de deres nye forældre ud af huset.
Overnaturligt, mandligt væsen, der bor i vandløb og søer. Nogle steder i landet og i resten af norden kaldes han for nøkken.
Herhjemme siges det, at blandt andre Odense Å haft en åmand. Han passer åen og sørger for, at den ikke går over sine breder. Til gengæld for sit arbejde kræver åmanden hvert år et offer. ‘Tiden er kommet’ - sådan kalder han, inden han trækker et menneske med sig ned i sit undervandsrige.
Sker det et år, at han ikke får sit offer, så tager han året efter to. Andre gange lokker han et menneske til sig med sit smukke violinspil.
Elverfolket bor i tætte skove, på enge og i høje. Elverpigerne er uendeligt smukke og dygtige til både at danse og spille musik. Når de danser i deres lette og fine, hvide tågeslør, så danser de i ring med ryggen til hinanden. På den måde viser de deres smukke og dragende forside frem.
Ser man dem bagfra, vil man opdage, at de er hule i ryggen, som en rådden træstamme. Elvere kan både være hjælpsomme og farlige.
Man må holde sig på god fod med elverfolket. Bor de i en gravhøj, som for eksempel Elverhøj på Stevns, må man lade den være i fred.
Det siges, at der eksempelvis findes lygtemænd på Lolland-Falster. Lygtemanden er et lille væsen, der holder til i moser og sumpede områder.
Han bærer altid rundt på en lygte med en lille blå gasagtig flamme. Med den lokker han mennesker ud i mosens dybeste huller, hvor han lader dem drukne. Hvis man vil sikre sig mod lygtemanden, skal man vende noget af sit tøj på vrangen. Så lader han dig gå.
Har man brug for hjælp til at finde vej, kan man købe lygtemandens tjeneste. Men det er vigtigt at betale sin gæld - ellers kan det blive skæbnesvangert.