I midten 1800-tallet begyndte man for alvor at problematisere prostitution, ikke mindst fordi de mange 'offentlige fruentimmere' var med til at sprede seksuelt overførte sygdomme med lynets hast.
Det gik ud over folkesundheden, så den 11. februar 1863 blev en ny politilov indført, som skulle få styr på de mange prostituerede.
- Det var virkelig noget, myndighederne prioriterede højt, fortæller lektor Niels Jul Nielsen, der er medforfatter på bogen 'Sex til salg i storbyen: prostitution sidst i 1800-tallet og i nyere tid'.
- Eksempelvis erfarede man fra England, hvordan mange soldater blev ramt af syfilis, hvilket jo ikke gør en ung mand særligt effektiv på slagsmarken. Så der måtte gøres noget, siger han.
Styr på de løsagtige fruentimmere
Den nye politilov af 1863 pålagde politiet at føre tilsyn med de 'løsagtige fruentimmere', hvilket blandt andet betød, at politiet oprettede et fotokartotek over byens prostituerede. Det er billeder fra dette kartotek, der kan ses ovenfor.
Dermed var de prostituerede nemmere at holde styr på, når de for eksempel to gange om ugen skulle til deres obligatoriske lægetjek for kønssygdomme.
Der blev også indført regler for, hvordan prostitutionen skulle foregå. Eksempelvis måtte man ikke stå i en døråbning eller i et vindue og lokke folk til, og der måtte kun drives bordel i særlige gader så som Helsingørgade, Magstræde og Farvergade i København.
Regler ignoreres
- Men reglerne blev kun overholdt i meget ringe omfang, siger Niels Jul Nielsen og henviser til et gammelt brev, som grundejerne i bordelgaden Farvergade skrev til Københavns Borgerrepræsentation:
"Bestemmelserne i regulativet for de offentlige Fruentimmere overholdes slet ikke. Særligt i nummer 12 og nummer 17 viser Fruentimmerne sig Jevlig mere eller mindre paklædte, for åbne vinduer for at kalde paa eller gjøre Tegn de de forbipasserende Herrer..."
Denne artikel blev bragt første gang i 2016. Originalartiklen kan læses her.










