I dag slutter E3 konferencen i Los Angeles. Her har nogle af verdens største spiludviklere som Ubisoft, Nintendo og Microsoft løftet sløret for en lang række nye spiltitler og udvidelser, som gamere vil kunne boltre sig med i den nære fremtid.
Tilbage i firserne, da den amerikanske præsident hed Reagan, og mobiltelefoner kom med tilhørende kufferter, var der dog væsentligt færre spil på markedet.
Det afholdt dog ikke folket fra at engagere sig i det dengang nye medie, og allerede i midtfirserne kunne man finde computerspilsentusiaster i de danske kernefamillier.
I TV-Avisen sendt i 1985 kan man derfor høre om Johnny Hansen og hans søn Peter, der deler en kærlighed til computeren, som mor Birgitte ikke helt forstår.