Epidemier og kriser vender ikke bare op og ned på samfundet. De vender også op og ned på familielivet.

Det måtte mange danske familie sande for 100 år siden, da den spanske syge hærgede, og hvor nye familier så dagens lys i kølvandet på sygdommen. Nogle gange for at komme ud af den krise, sygdommen havde medført. Nogle gange ud af kærlighed.

Det så vi tydeligt, da vi i 2018 som en del af markeringen af 100-året for den spanske syge efterlyste brugernes historier om, hvordan epidemien i 1918 havde påvirket deres familie.

I anledning af coronakrisen fortæller vi her nogle af de historier.

Far stod alene tilbage med tre små døtre

Det var ikke første gang Kresten Jensen blev gift, da han sagde ja til Olga Graversen i 1921.

Ægteskabet var på mange måder uventet, og han havde ikke forestillet sig at han – her inden han var fyldt 40 – skulle indgå i sit ægteskab nummer to.

Men gift med Olga blev han, selvom hun på mange måder også var et uventet valg til kone. For hun var ikke hvem som helst. Hun var hans tidligere svigerinde. Søster til hans kære hustru, Agnes, der få år tidligere var død af den spanske syge kun 30 år gammel.

Efter Agnes' død stod Kresten Jensen alene tilbage med hus og tre piger: Gudrun på syv, Ingrid på fem og Misse på halvandet. Små piger, der havde brug for en mor. På samme måde havde han brug for én, der kunne holde huset.

Han havde selv alt for travlt til at tjene penge, så der kunne komme mad på bordet, og der var for få timer i døgnet.

Der kom Olga ind i billedet. Umiddelbart efter Agnes' død i 1918 var hun trådt til som husbestyrerinde i hjemmet, og i 1921 friede Kresten til Olga.

- Vi ved ikke, om der var følelser mellem Kresten og Olga, men noget tyder på, at forholdet mere har været praktisk end følelsesmæssig, fortalte Jannik Gorm Hansen til dr.dk tilbage i 2018. Det var ham, der havde sendt sin familiehistorie ind til redaktionen.

- Men familiebilleder af Olga og Kresten viser også, at det liv de fik sammen, ikke kun var baseret på at redde tre piger, men også har haft sin intimitet.

Sammenbragt familie nåede til sølvet

Noget kunne tyde på, at det med at indgå i praktiske ægteskaber ikke var så sjældne endda i tiden efter den spanske syges hærgen.

Flere læsere skrev og fortalte, at deres familie i dag er resultatet af, at deres bedste- eller oldeforældre indgik i et nyt ægteskab med nogle fra den nærmeste omgangskreds eller fra lokalmiljøet.

Poul-Arne Henriksen fortalte, at hans farfar blev gift med sin afdøde brors enke efter 1918. De havde begge mistet deres ægtefæller til den spanske syge.

- De blev enige om at samle de to familier. Sikkert af nød. Dengang var der ikke det samme sikkerhedsnet som nu, skrev han.

Det blev begyndelsen på et langt ægteskab, der også førte flere børn med sig.

Fornuft i en krisetid

For en læser i det moderne Danmark kan det lyde vildt at indgå et ægteskab på denne baggrund. Men en krise som den spanske syge skabte i nogle familier en undtagelsestilstand, der gjorde det til en nødvendighed.

Sådan lød det fra historiker Karen Vallgårda, der har fokuseret sin forskning på blandt andet familie- og følelseshistorie, tilbage i 2018.

- Ligesom i dag var der for 100 år siden mange forskellige syn på ægteskabet. Men det romantiske ægteskab var blevet idealet i de fleste samfundslag. For mange blandt byernes borgerskaber ville det være utænkeligt og endda moralsk forkasteligt at indgå et rent fornuftsægteskab, siger hun og fortsætter:

- Vi ved jo strengt taget ikke, om nogle af disse mennesker i virkeligheden var forelskede i hinanden i krisetiden efter epidemien. Men hvis det var fornuftsægteskaber, har det nok i mange tilfælde været et valg truffet, fordi de ikke kunne se andre muligheder i situationen.

Ifølge Karen Vallgårda måtte størstedelen af de praktiske ægteskaber efter den spanske syge formentlig også havet været særlig udbredt på landet og blandt de lavere sociale lag, hvor man ikke havde et økonomisk sikkerhedsnet eller ressourcer til at klare sig uden en ægtefælle.

"For min far var det godt"

Udfaldet af den slags ægteskaber medførte lidt af hvert, kunne man læse fra de mails, læserne indsendte.

For Jannik Hansens farmor Gudrun, der så sin far Kresten Jensen blive gift med moster Olga, var ægteskabet én af mange ting, hun igennem livet måtte finde en måde at overkomme og håndtere.

Og ifølge Jannik Hansen var der ingen tvivl om, at det satte sig sine spor i hans farmor Gudrun.

Hun havde mistet sin mor, men i 1918 kom man hverken til læge eller psykolog, når man havde været udsat for sådan et traume. Den sorg skulle man selv finde en måde at gennemleve. Og ikke nok med det. Hun havde det også overordentligt svært med sin nye stedmor.

Men på samme tid var hun gammel nok til at forstå, at ægteskabet var en god ting for hendes far, som hun elskede meget højt.

"I 1921 giftede min far sig med min moster (...) Rent praktisk var dette en god ting. Vi beholdt den samme familie, skulle ikke pludselig optages i en ny stor familie. Og for min far var det godt. Min stedmor betød rolige, trygge forhold i hjemmet, han blev aflastet for mange ting."

Sådan skrev Krestens ældste datter Gudrun i sine senere erindringer.

Amoriner i sygesengen

Det var dog ikke kun praktiske ægteskaber, der kom i kølvandet på den spanske syge.

Flere læsere skrev og fortalte, hvordan deres olde- eller bedsteforældre mødte hinanden på grund af den spanske syge.

Niels Henriksen skrev for eksempel, at den spanske syge har været en helt central del af hans familiehistorie – og at hans familie faktisk aldrig var blevet en familie uden den.

Hans farmor, Anna, var sygeplejerske. Under den spanske syge var hun med til at passe de syge. Blandt de syge var en ung mand ved navn Jens, der under sin indlæggelse fangede Annas interesse.

”Og han blev i hvert fald frisk igen, for i sommeren 1919 var de nødt til at gifte sig. Efter en meget "kort" graviditet blev min farbror født i november... Med tiden blev den indlæggelse til syv børn og 24 børnebørn,” skrev Niels Henriksen.

Tak til Jannik G. Hansen og familie og Poul-Arne Henriksen for at stille billeder og materiale til rådighed til denne artikel. Citaterne fra Gudrun Hansens erindringer stammer fra bogen 'En familiekrønike – familie i tidens strøm', som er skrevet af Søren og Ole Hansen.

Denne artikel er en opdateret version af en tidligere ugivet artikel på dr.dk.