Hallo, husk det er altså også dejligt at have børn!

KOMMENTAR: Sundhedsplejereske Else Guldager savner programmer om det sjove og gode forældreskab.

(Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, DR)

Så du Ingen Styr på Ungerne i DR i aftes? Scenen kender vi fra mange lignende programmer:

"Forældre forfra", "De unge mødre", de engelske programmer med en "Super Nanny". Sidstnævnte en frelsende engel i form af et menneske med mere eller mindre børneforstand, der som en anden Tarzan kan beskytte forældre mod deres hærgende børn.

Missionen er at hjælpe forældrene med at få nogle fornuftige mennesker ud af de uregerlige unger og skabe lidt ro i den hjemlige arena. Og jeg håber da virkelig, at det vil lykkes!

Hjælp, børnene hærger

Jeg overvejer faktisk, om der sidder en håndfuld producere, som har et "Ornlig' sygt' " syn på børn og børneopdragelse.

For ifølge de mange udsendelser, så er det forfærdeligt at føde et barn (Hjælp, vi skal føde"!). Når babyen er kommet ud, er der dømt vågne nætter, masser af arbejde.

Senere hærger de uvorne unger hjemmet, deres forældres sexliv og for ikke at tale om parforholdet ("Børn er roden til alt ondt"), som med stor risiko bliver opløst i en forfærdelig skilsmisse ("Når hele børn deles").

De søde dyrebørn og forældre

Jeg kunne virkelig ønske mig, om det var muligt at træde et skridt tilbage. I behøver såmænd bare at gå til dyrenes verden:

Når det handler om dyr, så er det nuttethedsfaktoren meget stor. Vi ser søde dyreunger i alle afskygninger, dog mest deres mødres - men også fædres - yngelplejeinstinkter bliver demonstreret og kommenteret.

Men I glemmer da, at det også er rigtig sjovt at være forældre: Børn finder på de mest fantastiske ting - og børns udvikling fra nyfødt baby og derudaf, det er noget, der får os voksne til at gro menneskeligt og på mange andre måder. Når det går godt!

Ondt i børneopdragelsen

Rigtig meget "ondt i børneopdragelsen" stammer fra uvidenhed om børns udvikling - og i det hele taget små menneskebørns behov for omsorg og udfordring.

Det er dejligt at se en psykolog i "Ingen styr på ungerne" behandle forældre (og børn) med indsigt og respekt. Men det ville da være fantastisk, om historien om børns udvikling kunne fortælles, så behovet for psykologbistand kunne medvirke til en faldende kurve…

Tænk hvis der kom nogle spændende dokumentarprogrammer, der viser menneskebørns udvikling… Lige nu er der meget tomt på den hylde. Jeg ønsker mig udsendelser, der er "foder" til det sjove og spændende forældreskab anno 2013.

Hvad synes du er det sjoveste ved at have børn. Skriv din kommentar i feltet herunder.