Der skal fyres op over unge mennesker i Danmark. De venter tilsyneladende alt for længe med at få børn, og det er skidt, for man kan komme til at vente forgæves.
Otte ud af ti unge ved ifølge Sundhedsstyrelsen ikke nok om, hvad der nedsætter evnen til at få børn. Og at alder er en af de vigtige faktorer, der gør det sværere at få børn - jo længere man venter med at få børn, desto sværere bliver det.
Derfor har Miljø- og Fødevareministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet i samarbejdet udviklet og lanceret nyt undervisningsmateriale til unge i gymnasiet med formålet: At få unge menneskers øjne op for, at fertiliteten altså ikke har godt af at vente for længe med at få børn.
- Man kan sige, at i folkeskolen tilbydes seksualundervisning for børn og unge for blandt andet at informere om, hvordan man undgår sexsygdomme og graviditeter, og for at forberede de unge på at kunne håndtere deres gryende seksualitet.
- I dag er der også opstået et stort behov for at sætte fokus på, at hvis man gerne vil have børn, så er der nogle ting, man bør vide. Man kan derfor se kampagnen her som en slags overbygning til seksualundervisningen - med den signalerer vi, at hvis du gerne vil have børn engang, så er der en række ting, du skal have i tankerne, og i god tid, forklarer chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen, Niels Sandø.
Smøger og druk kan også påvirke
Den nye kampagne hedder maybebaby og byder blandt andet på en række test, hvor du kan afprøve din viden om forplantningsevnen. De unge skal hjælpes til at reflektere over, hvordan faktorer som alder, livsstil, kemiske stoffer og samfundsmæssige forhold spiller ind på evnen og lysten til at få børn.
Den vigtigste faktor for vores fertilitet er som allerede nævnt alder. F.eks. er det meget nemmere at få børn for kvinder i midten af 20’erne end for kvinder midt i 30’erne.
Men også en række sexsygdomme, brug af anabolske steroider, rygning, hash og alkohol kan nedsætte fertiliteten. Test din viden om fertilitet her.
Du kan også se filmen her om det unge par Jonas og Sofie, der arbejder så hårdt på at få et barn, at sex er blevet ligesom en influenza, der bare skal overstås:
https://www.youtube.com/watch?v=8xF9tXJpaOw