Den dag i marts, hvor Magnus blev begravet, tog hans mor, Julie Eid, en princip-beslutning: Hun kunne enten forsvinde helt ind i sorgen – eller hun kunne gøre noget aktivt for at komme videre.

- Jeg tog ud i en stald ved Klampenborg Galopbane og fik en aftale om, at jeg kunne komme ud og ride deres heste. De fik hele min historie, så de ved alt, og der var ikke noget krav om, at vi skulle lave faste aftaler – jeg fik lov til at gå og komme i stalden, som jeg havde - og har - overskud til, forklarer Julie Eid i dag, kun få måneder efter sønnens død.

Savner lillebror

For, som hun forklarer videre, så er hele familien meget hårdt ramt af den tragedie, der ramte dem i vinter:

- Jeg er sygemeldt, Magnus´ far har taget orlov – og alt vores fokus er på Malthe, der savner sin lillebror og har det rigtig svært. Der var kun knap 15 måneder mellem drengene, de sov sammen og lavede alting sammen, så han savner sin lillebror rigtig meget, forklarer Julie Eid videre.

- Jeg synes, det er så svært. Det er svært at overskue tingene, jeg er træt og forvirret, har svært ved at huske, og jeg føler mig ofte ensom. Og jeg har mange dage, hvor jeg ikke kan overskue andet end at ligge i sengen eller på sofaen.

Hjælpen fra sociale medier

Julie Eid og Magnus´ far, Jeppe Andersen, har i hele forløbet omkring sønnens sygdom og død, brugt de sociale medier til at udtrykke deres frustration og sorg. En indsamling på Facebook gjorde det økonomisk muligt for familien at rejse til Malaga for at få Magnus i behandling. En behandling, han desværre aldrig nåede at komme i gang med.

- Jeg synes, Facebook har været – og stadig er – en stor hjælp i mit sorgarbejde. Både i sygdomsforløbet, men også her i tiden bagefter. Det har ikke været for meget, forklarer Julie Eid og fortsætter:

- Jeg kan have dage, hvor jeg synes, det er meget synd for mig, og så er det en stor glæde at logge på og få 50 søde beskeder. Jeg har aldrig fået dårlige beskeder, kun søde og hjælpende beskeder fra mennesker, som vil støtte mig – og så føler jeg mig mindre ensom og mindre ked af det.

- For mig er det afslappende at gå på Facebook, men der er også dage, hvor jeg slet ikke kan klare at være på. Men der er heller aldrig nogen, der forventer ikke noget af mig.

Noget, der giver mening!

Julie Eid har altid været glad for heste og har redet det meste af sit liv, hun stoppede først, da hun blev gravid. Men da Magnus døde, vidste hun med sig selv, at hun måtte gøre noget, der gjorde hende godt:

- Jeg var klar over, at hvis jeg skulle videre, så måtte jeg gøre noget, der kunne give mig indhold i livet igen - så derfor ville jeg gerne begynde at ride igen, forklarer hun og fortsætter:

- Når jeg kommer ud i stalden og er sammen med hestene, får jeg tankerne på noget helt andet – man skal være stærk og lidt frygtløs, når man har med galopheste at gøre.

- Man nødt til at have fuld fokus, når man sidder på ryggen af en væddeløbshest. Jeg har det sådan nu, at jeg har fået noget, som jeg glæder mig til at stå op til. Jeg har fået en rytme i livet - jeg får tøj på og kommer ud, får brugt kroppen og får noget meningsfyldt ind i mit liv, så når jeg kommer hjem, er jeg udmattet og træt. Og jeg ved, at hvis jeg ikke havde hestene, så ville jeg bare ligge herhjemme i sengen hele dagen.

Behov for hjælp

Og selvom de iltre galopheste er blevet en stor glæde i Julie Eids liv. Så er der stadig langt igen. Hun og hendes eksmands dage går med at give omsorg til ni-årige Malthe. Han får også professionel hjælp til at lære at leve med tabet af sin lillebror.

Julie Eid selv har endnu ikke været i terapi, og hun venter i denne tid på, at hun kan komme i en af kommunens sorggrupper, hvilket hun føler stort behov for.

- Det venter jeg på nu, og jeg håber, at det kan hjælpe mig videre. Indtil videre er det væddeløbshestene, der giver mig lidt styrke.