”Er du sød at bære dit vasketøj ned i kælderen?”, ”Gider du godt bære dit vasketøj ned i kælderen?”. ”Ligger de sure sokker stadig der, kan du ikke bære dem ned i kælderen?”. ”ALTSÅ HVOR MANGE GANGE, SKAL JEG SIGE DET, BÆR SÅ DET VASKETØJ NED I KÆLDEREN”.

En ikke helt ukendt situation i et hjem med pubertetsbørn. Du kan sige det 20 gange, og alligevel husker de ikke at bære tøjet ned.

Men det er altså helt normalt, understreger familiepsykolog Ulla Dyrløv.

- Det er normalt for pubertetsbørn at rode i huset eller glemme deres telefon i bussen. Og man skal ikke skælde dem ud over det.

- De kan faktisk ikke gøre for det. Deres hjerner er så overbelastede af alt det, der sker med dem i den alder, at det rammer dem på de eksekutive funktioner. Det vil sige, de kan ikke huske, overskue og strukturere. Derfor bliver man nødt til at hjælpe dem.

Hjælp dem med bittesmå redskaber

Det kræver nogle gange et overskud af forældrene, der er helt umenneskeligt. Men man skal i hvert fald vide, at det er helt naturligt, og man skal endelig ikke råbe af dem og sige: ”Ligger du nu der og dovner igen?” ”Du klarer dig aldrig når du flytter hjemmefra”

- Med små enkle redskaber kan man hjælpe dem til struktur og overblik. Hæng en seddel på døren, hvor der står: ”Husk at hænge jakken op og sætte skoene på hylden”. Eller læg en seddel på køkkenbordet: ”Husk nøgler og mobiltelefon”, råder Ulla Dyrløv.

- Bittesmå hjælpemidler. Man skal ikke sige: ”Det kan da ikke passe, han er 14 år, det kan han vel selv huske”. For nej, det kan han ikke, og så må man jo hjælpe.

Du skal ikke sige tingene 20 gange

Og så skal man ifølge Ulla Dyrløv netop ikke sige tingene 20 gange, fordi når man siger det 20. gang, så siger man det aldrig særlig pænt.

- Derfor skal man kun sige ting to gange, og derefter gøre noget andet der virker.

Fx et skilt eller en seddel. Eller en hjælpende hånd.

- Det er slag oven i hovedet at sige ting 20 gange, og det har de ikke brug for.