Har du endnu ikke fået børn, og kunne du godt tænke dig at vide, om du mon skal til at skynde dig med børne-projektet, eller om du har relativt lang tid til at arbejde på sagen? Så kan du henvende dig hos fertilitetsrådgivningen på Rigshospitalet og få en gratis vurdering.
Eller, det vil sige, det kan du faktisk ikke i øjeblikket:
- Vi har i perioder været nødt til at lukke telefonerne for nye henvendelser, for vi kan simpelthen ikke følge med ”efterspørgslen”, forklarer professor Anders Nyboe Andersen, der er initiativtager til og leder af klinikken.
- Da vi startede i september 2011, havde vi åbent en dag om ugen. Det er siden udvidet til først to dage om ugen og nu tre dage om ugen. Men vi får stadig flere henvendelser, end vi umiddelbart kan imødese.
Du kan få en status på din frugtbarhed
-Det kræver ingen henvisning fra lægen at henvende sig til fertilitetsrådgivningen. Hvis du gerne vil have en vurdering af, hvordan din fertilitets-status ser ud, så ringer du simpelthen bare – altså når telefonerne igen åbner – og får en tid.
Der er dog enkelte restriktioner: Man skal bo i Region Øresund, og man må ikke have forsøgt at blive gravid i over et år.
- Det, vi kan hjælpe med, er at komme med en vurdering af en kvindes ægreserve. Og vi kan undersøge en mands sædkvalitet, forklarer Anders Nyboe Andersen. På dét grundlag kan vi komme med en fertilitets-status, altså en vurdering af, om man helst skal skynde sig lidt med at blive gravid, og en rådgivning om, hvordan man kan arbejde på at forbedre eller bevare fertiliteten i forhold til livsstil, vægt, rygning, motion og så videre.
Målet er at undgå fertilitetsbehandling
Det overordnede mål for Anders Nyboe Andersen er ikke, understreger han, at rekruttere nye kunder i butikken hos kollegerne på fertilitetsklinikken, hvor man yder fertilitetsbehandling.
- Tværtimod. Den grundlæggende øvelse består i at undgå fertilitetsbehandling.
- Men efterhånden er alderen for, hvornår man går i gang med at få børn, skubbet så langt, at mange simpelthen ikke når det, mens tid er. De fleste siger, at de gerne vil have to børn, men reelt er der rigtig mange, der ikke får de børn, de gerne vil have. Og det er ikke bare synd for dem, men også for samfundet.
Han tilføjer, at fertilitetsrådgivningen stadig er et forskningsprojekt, og at man endnu ikke kan sige, om det rent faktisk giver pay-off.
-Det er jo svært at sige, om der rent faktisk bliver født flere børn som følge af vores arbejde her.
-Men en del af dem, vi har haft gennem systemet, siger efterfølgende, at det har fået dem til at fremrykke arbejdet med at blive gravid. Vi er i gang med en opfølgning her to år efter åbningen med en spørgeskemaundersøgelse. Og vi har en svarprocent på over 90.