Ved første øjekast ligner Bastard Café en café som alle andre.
Der står borde rundt omkring, og der er en bar, hvor du kan købe hjemmeristet kvalitetskaffe, te, øl og barmad som nachos, toast og kartoffelbåde.
Men en enkelt ting adskiller caféen markant: Det vrimler med brætspil.
En almindelig café med 500 brætspil
I udlandet er brætspilscaféer ikke en ny opfindelse, men der har aldrig tidligere været nogen i Danmark.
Og det laver barista Morten Schneider og brætspilsentusiasten Bo Thomasen nu om på.
-Man kan bruge vores sted som en helt normal café. Eller man kan komme og hygge sig med et spil sammen med sine venner eller andre af caféens gæster, siger Bo Thomasen.
I dette videoklip kan du se Bastard Cafés egen præsentation (af Jens Bernth Neumann):
https://www.youtube.com/watch?v=E71lNvUXZPc
Også for folk, der kun kender Ludo og Yatzy
Når man kommer som gæst til caféen, så bliver man mødt af en af de 30 frivillige brætspils-guruer, som står parat til at hjælpe folk i gang med et spil, forklare regler eller få sat fremmede sammen omkring et spil, hvis de altså har lyst.
Bo Thomasen har selv elsket brætspil hele sit liv, og han vil så gerne have, at andre mennesker også får øjnene op for de sjove, sociale oplevelser, som brætspil kan give.
-Caféens målgruppe er almindelige mennesker, som ikke nødvendigvis har erfaringer med brætspil, så vi har stort fokus på at hjælpe folk med at få en god oplevelse med spil, siger Bo Thomasen.
Brætspil er kun sjovt for nørderne
Idéen til caféen opstod for mange år siden, da Bo Thomasen boede på kollegium, hvor han var med til at arrangere en brætspilscafé hver torsdag aften.
Det var dog altid de samme spilnørder, der kom, så en dag fandt de på at ændre navnen til ”torsdagscafé – stadigvæk med spil”. Og fra den ene dag til den anden kom der tre gange så mange og hyggede sig med øl og spil.
-Det viste sig, at rigtig mange, der ikke har erfaringer med spil, syntes det var rigtigt sjovt, når de blev inviteret med og blev introduceret til spil på en let tilgængelig måde, siger Bo Thomasen.
Mange spil er gratis at prøve
De seneste fem år har han arbejde med marketing for Roskilde Festival. Men nu har han sagt sit job op for at følge sin drøm om at lave en café, der skal udbrede brætspillets glæder.
De 30 mest populære spil er altid gratis at spille, men hvis man vil have adgang til alle caféens 500 spil, så koster der 25 kroner for en dagsbillet eller 125 kroner for et års medlemskab.
Du kan læse mere om caféens åbningstider, adresse, spiludvalg mm. på bastardcafe.dk.