Jens Bangsbo er professor og institutleder på Institut for Idræt og Ernæring, Integreret fysiologi, Københavns Universitet. Han forklarer om de udfordringer maratonløbere kan have - og hvordan de kan imødekommes:
- Mange løber et maraton uden at få smerter undervejs. Det handler om, at de har forberedt sig grundigt. Deres krop er trænet op til at klare den belastning som 42 kilometer selvfølgelig er for kroppen. En af de bedste træningsmetoder til at imødegå skader er at løbe intervaltræning – fx 10-20-30 – for når du træner ved høj fart, så får du en bedre tilpasning af kroppens sener, så de bliver stærkere og kan klare mere, forklarer Jens Bangsbo.
- Det kan tage lidt tid at komme sig oven på et maraton, mange vil opleve ømhed i dagene efter. Men generelt vil jeg ikke kalde maraton for usundt. Det tærer på kroppen, men det er jo ikke således, at man får kroniske skader af det.
Her er Jens Bangsbos bud på, hvad mange maratonløbere kan opleve undervejs, og hvad der kan gøres ved det:
- •
Mange løbere vil mærke en træthedsfornemmelse undervejs og det skyldes især, at kroppens sukkerdepoter er brugt op, og det kan godt føles som smerte. Det reducerer man ved at sørge for at drikke fornuftigt undervejs.
- •
I dagene efter vil de fleste opleve en ømhed i musklerne, især lægmusklerne og sener. Oplever du ømheden, så kan du behandle det med kuldebehandling, læg noget koldt (en pose frosne ærter fx) på det ømme sted i en halv time, cirka hver anden time i et døgn efter løbet.
- •
Nogle får muskelfiberskader under maraton, og det skyldes for det meste, at folk ikke har trænet fornuftigt nok til at klare belastningen. Får du en fiberskade undervejs, er det næsten umuligt at løbe videre.
- •
Mange løbere oplever også at få krampe i lægmusklerne undervejs. Vi ved ikke helt, hvad det skyldes, men det kan hænge sammen med en forskydning af væskebalancen. Vi ved, at det kan forebygges ved at indtage natrium, hvilket de fleste sportsdrikke indeholder. Så drik også af den grund en væske med natrium før og under løbet.
- •
Svimmelhed kan mange også opleve, og det skyldes som regel mangel på sukker og væske. Det er kroppens nødbremse, svimmelheden fortæller dig, at du har behov for sukker og væske.