Fra trimmet krop til sunde tarme: Nu skal din mad være din medicin

For få år siden gav kogebøgerne os bud på diæter og kure. I dag skal vi tilsyneladende helt ind i tarmen og se på, hvordan maden påvirker os indefra og skærmer mod sygdom.

Tre helt nye kogebøger, der alle giver bud på mad med specielle egenskaber. (© (c) DR)

’Sund og rask med antiinflammatorisk kost’, ’Brystkræftkogebogen’, ’Tarme i Topform’, ’Få styr på dit stofskifte’, ’21 helbredende dage med antiinflammatorisk kost’.

Slam!

Netop i disse uger lander mange nye kogebogstitler på redaktionens skrivebord. Og hvor mange kogebøger i en årrække har haft karakter af at være slankebøger, der har lært os at tabe os på 7, 14 eller 21 dage ved hjælp af kost og motion, så er det som om, at vi i dag skal helt ind i vores indre og nærstudere, hvordan vores kost påvirker os indefra.

I dag handler det i højere grad om betændelsestilstande i fordøjelsessystemet, tomatens vej gennem tarmen, og kost der tilsyneladende kan beskytte mod kræft.

- Ja, det er en ny tendens. For bare tre år siden havde vores kogebøger mere karakter af at være slankekoncepter, hvor blandt andet palæo-kuren, LCHF (Low carb high fat), 5:2 fastekuren er eksempler på koge- og slankebøger, der solgte mange tusinde bøger. Men vi oplever i dag en mæthed overfor den slags bestemte kure. I dag har vi mere fokus på sundhed og velvære. Vi vil gerne spise, så vi får god energi og føler os tilpas i vores krop, forklarer forlagschef Kim Hundevadt fra JP/Politikens Forlag.

Den nye viden er spændende

Kim Hundevadt føjer til, at mange af de bøger, der var populære for få år siden, havde fokus på, at man skulle slanke sig og træne sig til en perfekt krop, men de er i dag blevet afløst af en stigende interesse for sundhed og smag, og hvor vægttab så kan være en sidegevinst.

- Mange af de sundheds- og livsstilsbøger, vi udgiver i dag, bunder i ny forskning, eksempelvis den forskning, der er kommet omkring vores tarmbakterier og deres indflydelse på fordøjelsen og vores helbred. Det er ny evidensbaseret viden, som er spændende, og som skaber rum for artikler i magasiner, aviser og i bøger – og i bøgerne har vi så mulighed for at pakke det ind på en mere populær måde, hvor inspirerende opskrifter er en del af det.

Når mad bliver medicin

Preben Vestergaard Hansen, der er Kandidat i Human Ernæring ved professionshøjskolen Metropol i København, er ikke så glad for den nye bogtrend. Han siger:

- Det er som om, at mad i dag får karakter af at være medicin, og det synes jeg ikke, at mad skal være. Jeg synes, der er en tendens til, at flere af de nye kogebøger tager enkelte fødevaregrupper op og gør dem eksklusive og til noget ekstra stort, kommenterer han.

Men hvorfor er det så, at vi lige nu ser en udvikling, hvor mad nærmest bliver medicin?

- Der er jo hele tiden nye strømninger, og lige nu er det som om, at vi ikke bare kan nøjes med at spise tomater, fordi de er sunde – nej, vi skal helt ind og forstå, hvad det er i tomaten, der gør den sund. Det er jo ikke meningen, at man som almindelig forbruger skal tage stilling til den genetiske baggrund – det er jo noget fagfolk skal tage sig af, mener Preben Vestergaard Hansen.

Tarme er spændende

Tine Rask Licht er professor og leder af Forskningsgruppen for Tarmmikrobiologi og Immunologi ved Fødevareinstituttet DTU og hun kan godt forstå, at vi for tiden ser flere nye bøger, der eksempelvis handler om netop vores tarme og tarmbakterier.

- Det er jo et spændende område, og der sker så meget nyt. Området er boomet her de sidste ti år, fordi vi som forskere har fået en hel ny værktøjskasse, der gør det nemmere og billigere at undersøge tarmbakterier i afføring. Det giver vigtig viden, som hjælper os til at forstå sammenhængen mellem bakterierne og en række sundhedsparametre – og om der er mulighed for at ændre på dem hos det enkelte menneske.

- Det er klart, at kosten spiller en utrolig vigtig rolle i forebyggelsen af en række sygdomme – med eller uden involvering af tarmbakterier. Men vi er for mig at se ikke så langt endnu, at man kan sige, at hvis man følger en række opskrifter i en kogebog, så kan maden bruges som medicin, supplerer Tine Rask Licht.

Bøgerne giver mening

I Kræftens Bekæmpelse fortæller Anja Olsen, der forsker i kost og kræft, at det er forståeligt, at vi fokuserer på netop kost i forhold til vores sundhed i disse år:

- Når man ser på de bøger, der for tiden udgives om blandt andet vores tarme, antiinflammatorisk kost, kost til kræftpatienter osv., så kan man sige, at de alle sammen bunder i noget, der giver mening. Der er stor videnskabelig interesse for de felter i disse år, og der forskes meget i dem både herhjemme og i udlandet, forklarer hun.

Men hvor meget ved vi om sammenhængen mellem eksempelvis brystkræft og kost i dag?

- Vi ved, at særligt alkohol og overvægt spiller en rolle for udvikling af brystkræft, og at en generel sund kost sandsynligvis er en god idé - i forhold til forebyggelse, men også hvis man allerede har en brystkræftdiagnose. Men derfra og til at konkludere, at du undgår at blive syg, hvis du følger 100 lette retter, der er stadig langt. Det er der ikke videnskabelig belæg for at sige, siger Anja Olsen.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1277583158958872