De fleste løbere indtager for lidt kulhydrat, når de løber maraton, og det går ud over deres præstation, viser en ny undersøgelse fra Aalborg Universitet.
- Man kan faktisk rimelig nemt skære minutter af sin tid, hvis man indtager den rigtige mængde kulhydrat under løbet, siger Ernst Albin Hansen, forsker på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet til videnskab.dk.
I en undersøgelse delte forskerne maratonløbere op i to grupper på selve løbedagen. Den ene gruppe løbere måtte spise, hvad de ville under løbet, mens den anden fik en videnskabelig diæt beregnet til maratonløb.
Dem, der selv stod for deres diæt, spiste ikke lige så meget kulhydrat under løbet, som de løbere, der fik ernæringsvejledning af forskerne, viste det sig. Og tadaa: Den sidstnævnte gruppe var i gennemsnit 11 minutter - eller fem procent - hurtigere end den første gruppe.
Husk også at drikke undervejs
Under et maraton bruger kroppen først de kulhydrater, som er lagret i leveren og i musklerne. Når der ikke er mere af tage af her, så går kroppen over til at forbrænde fedt, og det gør løberen væsentligt langsommere.
Derfor anbefaler Ernst Albin Hansen, at man supplerer kroppens egne lagre af energi ved at indtage 60 gram kulhydrat i timen under et maratonløb.
Kulhydraterne skal også skylles ned med væske. Ernst Albin Hansen anbefaler, at man indtager 750 ml vand i timen under løbet.
"Her er der en meget simpel måde, hvorpå man kan forbedre sin præstation på, men den bliver ikke fulgt, og det er mærkeligt, for man kan øge sin tid meget mere, end man kan med et par nye helt lette løbesko eller mange timers ekstra træning," siger han.
Ernst Albin Hansen råder maratonløbere til at afprøve diæten under træning, så de vænner sig til den inden selve løbet. Næste mulighed for at løbe maraton er i Berlin på søndag den 29. september.
Og næste maratonløb på dansk jord er i Skagen den 5. oktober.