Vælg den rigtige løbesko

Der er to hovedgrupper af løbere, og det er vigtigt at vide, hvilken gruppe du tilhører. Når du skal finde de rigtige løbesko, så har det nemlig stor betydning.

Du kan let købe dig fattig i dyre special-løbesko. Men mange løbere kan sagtens nøjes med simple og billigere modeller, viser forskningen.

Det er nemt at blive forvirret, hvis du er på jagt efter nye løbesko. Søger du på nettet, så vil du nemlig finde mange råd, som modsiger hinanden.

Det skyldes, at debatten om løbesko har raset frem og tilbage de seneste måneder, efter at Ugeskrift for Læger offentliggjorde en artikel om løbesko i oktober.

Artiklen var en sammenfatning af en række internationale undersøgelser om løbesko, og den var lavet af læge Jacob Schelde fra Arbejdsmedicinsk Klinik ved Slagelse Sygehus.

I mange medier blev hans konklusion udlagt som om, at det er fuldstændig lige meget, hvilken løbesko du vælger - og at det derfor er spild af tid og penge at få testet din løbestil og købe dyre sko, som passer til den løbestil.

Det fik mange specialbutikker for løbere til at gå til modangreb. For de mener, at det er meget vigtigt at teste folk på løbebånd for at finde de helt rigtige sko, så man undgår skader.

To grupper af løbere

Så hvem skal man tro på, og hvilken sko skal man købe?

Vi har spurgt Rasmus Østergaard Nielsen, der netop har lavet et større videnskabeligt forsøg i sit ph.d.-projekt om løbeskader og løbesko ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

Og ifølge ham er sandheden mere nuanceret end den debat, der har kørt i medierne.

Først og fremmest er det meget vigtigt at dele løbere op i to grupper: raske løbere uden skader, og løbere som har skader og generelt skrøbelige ben.

Løbere uden skader behøver ikke dyre specialsko

Hvis du ikke har oplevet problemer med skader, så er der ikke videnskabelig dokumentation for, at særlige løbesko valgt efter fodtypen kan forebygge skader.

Forskningen tyder derimod på, at raske løbere uden skader skal vælge en almindelig neutral sko uden særlig støtte - også selv om de har en løbestil hvor foden falder ind (overpronation).

Hvis man som rask løber køber sko, der støtter mod overpronation, så tyder et studie faktisk på, at der er en lille smule øget risiko for skader.

Skrøbelige løbere skal vælge sko med omhu

Det er derimod en helt anden snak for den anden gruppe af løbere, som har skader og skrøbelig ben.

Her tyder forskningen på, at det giver rigtig god mening at få testet sin løbestil og købe nogle sko, der støtter og aflaster foden særlige steder.