Anne har kroniske smerter: Jeg drømmer om at kunne arbejde et par timer

850.000 danskere har kroniske smerter, og for de hårdest ramte er det stærkt invaliderende.

Anne Larsen Hansen har levet med kroniske smerter siden 2012, og det har været en hård omgang for både hende selv, manden og deres to børn på 16 og 18 år. (© DR)

46-årige Anne Larsen Hansen er en af de mange tusinde danskere, som er stærkt generet af kroniske smerter.

Hun arbejdede som kontorassistent, indtil hun for fire år siden fik slidgigt og en diskusprolaps.

- Jeg har ondt flere steder: nakke, hænder, knæ og lænd. Jeg har flere steder, hvor jeg har kraftig slidgigt, og jeg har også fået lavet flere operationer for at skulle afhjælpe det, fortæller hun.

Drømmen er nogle timers arbejde

På grund af smerterne blev hun først sygemeldt og derefter fyret fra sit job.

Siden har hun været arbejdsløs, mens hun har prøvet adskillige ting for at få det bedre.

Men efter at have forsøgt forgæves med operationer, genoptræninger og alle andre muligheder, så begyndte hun i januar i behandling på et smertecenter.

- Smertecentret er ligesom sidste stop på linjen, når man har prøvet alt andet. Jeg forventer ikke mirakler, for jeg vil nok altid have de samme smerter, siger Anne Larsen Hansen.

Men hun håber, at smertecentrets behandling og vejledning kan lindre smerterne nok til, at hun igen vil kunne passe et arbejde.

- Jeg vil gerne arbejde for at være sammen med andre mennesker, for at betale skat og for min egen skyld. Bare for at komme ud og komme hjemmefra. Gerne et par enkelte timer, så jeg kunne komme ud hver dag. Det er mit drømmescenarie, siger hun.

Usynlig lidelse giver mistro

For Anne Larsen Hansen har en af de bedste ting ved smertecentret været, at hun der kun bliver mødt af folk, der tror på hende og tager den usynlige lidelse alvorligt.

Og det er desværre meget almindeligt, at folk med kroniske smerter ikke føler sig forstået, fortæller Gitte Handberg, der er overlæge på Smertecenter Syd i Odense.

- Mange smertepatienter bliver mødt med mistro mange steder i samfundet. Både i sundhedsvæsenet og socialvæsenet, men lige så ofte i den nærmeste familie og vennekreds, hvor gode venner pludselig opleves at vende sig imod dem: 'kan du ikke bare tage dig sammen?'. Det er virkelig nedgørende, når folk har fået ødelagt det liv, som de kendte og holdt af, siger Gitte Handberg.

Smerte giver mange problemer

For mange de hårdest ramte smertepatienter er smerten ikke det eneste problem.

- Den mest belastende og overskyggende problemstilling er, at folk får forstyrret deres søvn. De får simpelthen ikke den hvile, som mennesker har brug for. De kan ikke huske eller koncentrere sig. Relativt simple opgaver kan de ikke overskue. Der kan udvikle sig depressioner og angstproblematikker, fortæller Gitte Handberg.

Og desværre er det kun i meget få tilfælde, at lægerne helt kan helbrede den kroniske smerte.

- Jeg siger aldrig, at vi ikke kan hjælpe, for det kan vi da i allerhøjeste grad. Men vi ved også, at vi må ofte sende patienterne hjem med den samme smerte, som da de kom. Der er meget meget langt imellem, at vi kan gøre folk smertefri. Men vi kan hjælpe dem på det psykosociale område med at lære patienterne at få hverdagen til at hænge sammen, selvom man har sine smerter, siger Gitte Handberg.

Du kan se mere om kroniske smerter i Sundhedsmagasinet på DR1 i aften klokken 21:55 eller derefter på dr.dk/tv.