En seksualiseret tid gør det svært for os at holde af kroppen

Tidens tendens til at seksualisere kroppen gør os - paradoksalt nok - meget mere blufærdige, skriver klinisk sexolog Jesper Bay-Hansen

Det er mange ting, der afgør, hvor blufærdige vi mennesker er, men tidens fokus på det perfekte gør, at mange har det svært med at være nøgne, fortæller klinisk sexolog Jesper Bay-Hansen. (Grafik: Mie Hvidkjær)

Vi lever i en sammensat tid, hvor samfundet er seksualiseret som aldrig før. Vi ser flotte, nær-perfekte kvindebryster på busserne, og reklamebranchen seksualiserer og tingsliggør kvinder og mænd i høj grad. Men det standser ikke her.

Radio, tv og alle de digitale medier ved det udmærket: Sex sælger som aldrig før, og også på det individuelle plan ser vi seksualiseringen.

Mange udnytter det identitetsskabende potentiale i seksualiteten. Nogle går sågar efter kendiseffekten, der eksempelvis ligger i at blive (lands)kendt som kvinden med de enorme bryster, den flamboyante homo-stereotypi eller swingeren, der eksponerer sin ’swinger-hemmelighed’ i den bedste sendetid.

Samtidig ser vi de nypuritanske strømninger, hvor sex sætter mange svære følelser i gang og opfattes som problematisk og undertrykkende. Mange ser og væmmes ved sexismen i reklamerne. Eller de betragter porno som noget entydigt negativt og forkert.

I mit arbejde som klinisk sexolog ser jeg, hvordan mange har et større fokus på at undgå seksuelle fiaskoer og overgreb end på at få nydelsesfulde seksuelle oplevelser. Men frem for alt ser jeg mange både kvinder og mænd, der har fået det svært ved at vise sig nøgne.

Kropsforskrækkelsen – som jeg ofte kalder det – er virkelig over os og uanset årsagerne hertil, så giver det mange mennesker problemer i dag.

Forskelligt, hvor nøgne vi kan lide at være

De fleste kan blive generte og blufærdige, især når det gælder nøgenhed og sex samt blottelse af intime følelser og tanker.

Vi har – ret fascinerende – forskellige blufærdighedsgrænser, men hvad der gør os blufærdige varierer også livet igennem.

Som teenager kunne dine forældres halvlumre snak med seksuelle undertoner sikkert gøre dig rød i hovedet, mens du som voksen måske rammes af blufærdighed, hvis du skal smide tøjet, så andre kan se dig og din krop, f.eks. på stranden eller i et omklædningsrum.

Den kropslige blufærdighed fylder virkelig meget for mange mennesker.

Ikke desto mindre kan vi lide at se os selv som frigjorte og frisindede, men når det kommet til stykket er mange af os faktisk ret kropsforskrækkede.

Det skyldes især, at vi i den vestlige verden har en udtalt tendens til at seksualisere kroppen – og så er der pludselig meget på spil, hvis vi smider tøjet!

Nøgenhed forbindes med sex

Vores opvækst, tidligere oplevelser, seksuelle problemer, handicaps, sygdom og meget andet spiller også ind. Er man vokset op i en familie eller kultur, hvor nøgen hud var ’forbudt’, så kan det faktisk være en stor ting at smide tøjet – selv over for en kæreste.

Tidligere ubehagelige oplevelser, f.eks. sexistiske krænkelser eller hadforbrydelser kan også sætte sig langvarige spor og ofte kræve terapi. Det ser jeg i mit arbejde. Men seksuelle problemer fylder også enormt meget, og mere, end de fleste nok tror.

Seksuelle problemer er hyppige – ca. 7 ud af 10 seksuelt aktive kvinder og mænd oplever af og til seksuelt funktionsbesvær – og sådanne problemer bevirker ofte, at det bliver svært at lægge tøjet – simpelthen fordi man alt for unuanceret tænker: nøgenhed = sex – og sex er jo netop det, man har svært ved at stille op til.

Jagten på det perfekte tager fokus

Der kan sagtens være faser af livet, hvor man er mere blufærdig end andre.

Det kan skyldes, at man er usikker på sig selv og sin seksualitet – som mange sikkert kan genkalde sig det fra teenageårene – at man skal komme sig efter en ubehagelig eller decideret krænkende sexoplevelse, eller at man har det svært ved kropslige forandringer, som igen kan hænge sammen med alt fra graviditet og aldring til sygdom og behandling heraf.

Men vor tids skønhedsidealer og -dyrkelse har også følger for blufærdigheden. Mange jager det perfekte udseende og de perfekte præstationer i sengen.

Gør man det, lægger man overlæggeren urealistisk højt og tænker mere på at forskønne kroppen og se godt ud og på at levere seksuelle toppræstationer, end på at have et godt og givende sexliv med plads til en delle hist og her, rynker, der vidner om levet liv og i forbindelse med sex en albue i øjet eller en prut (luftafgang som det betegnes i videnskabelige artikler!).

Hvis man på denne måde jager det perfekte udseende og/eller de perfekte præstationer i soveværelset, så er det klart, at det bliver svært at blotte sin krop og alle dens skønheds- og funktionsfejl.

Slut fred med din krop

Følelser som kropsskam og utilstrækkeligheds- og nederlagsfølelse får nemt tag i os, og for at undgå svære følelser som disse undlader en del mennesker simpelthen at bringe sig i situationer, hvor de skal vise sig nøgne.

Seksualiseringen af kroppen – nøgenhed = sex – kombineret med jagten på det perfekte udseende og de perfekte præstationer har sin pris. Og vi må alle forholde os til spørgsmålet: Hvilken pris er jeg parat til at betale?

Vi kan – set med mine øjne – komme meget langt ved at minde os selv om, at nøgenhed ofte intet har med sex at gøre og ved at forsone os med vores uperfekte kroppe og have realistiske ønsker og forventninger til vores formåen på det seksuelle område.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1260718793978642