- Fuck dig, din fede so!
Det er en fremmed, ung mand, der råber efter Ida Rud. Hans ansigt er knyttet i en vred mine. Ida sidder på sin cykel, og manden går inde på fortovet med sin telefon holdt op til øret, men da han råber, holder han en pause i sin telefonsamtale.
Ordene kommer ud af det blå, og de slår Ida fuldstændigt ud.
- Den dag gik jeg hjem og hulkede, fortæller hun.
'Jeg kan ikke gå og vente på, at jeg bliver slank'
Denne artikel er fyldt med billeder af Ida og hendes krop.
For den 35-årige kvinde, som vejer lige omkring 100 kilo, er ikke bange for at vise sig frem. I hvert fald ikke længere. Derfor har hun også sagt ja til at medvirke i en DR3-serie, som har premiere i dag.
Hvad tænker du, når du ser dig selv i spejlet?
- Jeg må indrømme, at jeg nok tænker rigtig mange negative ting først. Jeg tænker, at jeg er grim og fed og ulækker. Men jeg prøver at komme ud af det her selvhad, så om morgenen, når jeg kigger mig i spejlet, prøver jeg at fortælle mig selv, at jeg ser sød eller glad ud. Noget positivt.
I mange år har Ida kæmpet en kamp mod sit selvhad. Men da hun mistede sin far efter kort tids sygdom i 2015, nåede hun et vendepunkt.
- Min mor var tæt på at dø lige efter min far. Jeg var lige blevet færdiguddannet som journalist og havde fået mit første job. Jeg passede mit arbejde og min mor, gik tur med hundene og ringede til alle de bekymrede familiemedlemmer. Jeg kørte på ren overlevelse, bare derudaf, uden at mærke, hvordan jeg selv havde det. For ellers ville det hele smuldre.
Idas mor blev heldigvis rask igen – men noget havde ændret sig.
- Meget banalt, så kom jeg frem til, at livet er kort. Det nytter ikke noget, at jeg går og hader mig selv og venter på at blive tynd, for det kommer ikke til at ske. En morgen kom jeg ud fra mit badeværelse i trusser og så min bagdel i et spejl. Jeg stoppede helt op og tænkte, 'min numse er ikke grim. Den ser sgu da meget god ud.'
Var klar til at slette billedet
Ida tog et billede af sin numse.
Egentlig skulle hun på arbejde, men pludselig kriblede det i fingrene – hun var nødt til at dele billedet.
- Jeg sad og var klar til at slette det med det samme. Jeg havde forventet, at folk ville skrive 'fuck, det er klamt', men det myldrede ind med likes og positive kommentarer.
Fra den dag var alting forandret for Ida.
Pludselig gik det stærkt. I løbet af kort tid havde hun skrevet en klumme i Politiken, medvirket i Aftenshowet, Go' Morgen Danmark og Deadline. Danskerne var nysgerrige, og Ida stillede sig i forreste række for at svare på spørgsmålene.
'Jeg gør det for 12-årige Ida'
Som barn var det ikke nemt at være Ida.
Allerede som femårig blev hun klar over, at hun var anderledes, og hendes barndom og ungdom var præget af overspisning, mobning og ensomhed.
I dag er Ida kommet så langt, at hun har ladet DR3 komme helt tæt på med kameraerne. I dokumentarserien 'Tykke Ida' fortæller hun hudløst ærligt om, hvordan det er at være hende.
- Jeg laver de her udsendelser for 12-årige Ida, der vejede over 90 kilo og troede, at hun var den klammeste og allermest ensomme i hele verden. Jeg ville ønske, at der havde været Instagram og det væld af kropspositivistiske profiler, da jeg var 12 år. Dem så man ikke i mediebilledet. Jeg manglede bare et tykt forbillede. Og det ved jeg, at jeg er på Instagram.
Når Ida lægger afklædte billeder på Instagram og stiller op i tv-programmer og aviser, får hun masser af reaktioner.
- Der er mange yngre og modne kvinder, der skriver til mig, at de har det bedre med sig selv, fordi de ser mig dele et billede i bikini. Det er så vanvittigt. At jeg får de beskeder fra 14-årige piger og 64-årige kvinder. De gør det hele det værd.
Er du ikke bange for de hårde, negative kommentarer længere?
- Ingen kan sige noget, jeg ikke har hørt før. Jeg er blevet mobbet hele mit liv, så bring it. Jeg får så få negative kommentarer i forhold til, hvor mange mennesker jeg gør en forskel for.
Et luftkys til kritikerne
Vi er tilbage på cykelstien.
Den vrede, unge mand har lige råbt efter Ida, og hans ord gør ondt
- Jeg ville ønske, at jeg havde reageret anderledes, men det kunne jeg simpelthen ikke. Det føltes som om, jeg havde fået tæv. Det var noget med den udstråling, han havde. Det var et overgreb.
Det er heldigvis ikke hver dag, nogen råber ad Ida. Og når det sker, er det ikke hver gang, hun lader sig slå ud.
- Jeg cyklede engang forbi nogle gymnasiedrenge. Der var en, der råbte 'hey, skal du ikke dække den der fede røv til?' Jeg vendte mig om på cyklen og sendte ham et luftkys. Det var så fedt. Jeg har ikke lyst til at råbe noget grimt tilbage, for jeg gider ærligt talt ikke ned på samme niveau som dem.
En dag vil Ida gerne have så meget overskud, at hun kan konfrontere dem, der råber.
- Det kunne være fantastisk. Jeg vil så gerne bare gå hen til dem og sige, 'hvorfor siger du egentlig det her til mig?' For jeg vil virkelig bare gerne vide, hvorfor.