Den rigtige mand Jonas Iversen synes også, at tiden efter programmerne har været en udfordring.
Hvad har været det sværeste?
- Det er sgu gået lidt op og ned, siden optagelserne stoppede. Nu har jeg lige været fem måneder på skole og har taget lidt på, fordi jeg ikke bevæger mig så meget, som jeg er vant til. Jeg er jo vant til at spise meget, når jeg går på arbejde. Jeg prøver at komme af sted, men det er lidt svært at hive mig op.
- Jeg har lige fået en lille datter for to uger siden og er først startet på arbejde i dag – det er nu godt at komme ud at lave noget igen! Men det har været svært at komme af sted til træning de sidste par uger. Jeg er ikke i så god form, som da programmet sluttede. Jeg ville sgu ikke kunne gennemføre en XTerra i dag!
- Efter programmet har der ikke været den der ting at leve op til. Under programmet ville man jo ikke stå der og være den, der faldt igennem, mens alle sad og kiggede på. Man ville ikke være den, der ikke lavede sine ting. Nu, hvor man er alene om det, er det lettere at udsætte det.
Hvad har været det nemmeste?
- Nogle af de ting, vi har lært i programmet, hænger ved – for eksempel det der med morgenmaden. Nu stiler jeg efter at få æg hver dag og altid spise morgenmad.
Har du gode råd til andre, der gerne vil have en ny livsstil?
- Få nogen til at hjælpe dig og kast dig bare ud i det, selvom det er nyt!
- For mig har det været en stor hjælp, at vi var fem, og at jeg også har haft min kæreste og min mor at læne mig op ad. Jeg vil nok sige, at det vigtigste er at lave en aftale om at træne sammen med nogen. Det er så let at sætte sig i sofaen, når man kommer hjem fra arbejde, men det er svært at komme op af den, hvis ikke man har en aftale med andre om at træne.