Hvis du har oplevet kraftig, ensidig, pulserende hovedpine på flyrejsen, så lider du sandsynligvis af fly-relateret hovedpine.
Hver 12. rejsende (otte procent) har problemer med kraftig hovedpine under takeoff og landing, og det kan gøre flyrejsen til en plage.
Selv om man antager, at omkring 100 millioner flypassagerer årligt har hovedpine under rejsen, er der kun ganske lidt forskning på området.
Nu er forskere fra Medicin med Industriel Specialisering (MedIS) ved Aalborg Universitet i gang med at undersøge, hvorfor så mange flypassagerer får ondt i hovedet, skriver universitet.
Kortvarig, heftig hovedpine
I et såkaldt pilotstudie (det første af sin art) har Sebastian Bao Dinh Bui og Torben Petersen fået svar fra 254 flyrejsende om deres eventuelle hovedpine-gener i de højere luftlag.
Hovedpinen varer op til en halv time i forbindelse med takeoff og landing, og de ramte beskriver smerten som liggende på 7-9 på en skala fra 0-10, hvor 10 er værst.
I sidste uge afsluttede mændene så et klinisk forsøg med fly-relateret hovedpine. Her blev syv forsøgspersoner, der plejer at få hovedpine på flyveture, samt syv der aldrig får det, udsat for en simuleret flyvetur i trykkammeret ved Flyve- og Navalmedicinsk Center ved Flyvestation Skalstrup nær Roskilde.
Som ventet fik de hovedpine-vante forsøgsdeltagere kraftig hovedpine under forsøget.
Spytprøver undersøges for biomarkører
Forskerne mener, at årsagen til hovedpinen er ændringer i kabinetrykket ved takeoff og landing.
Så ved forsøget blev der indsamlet spytprøver fra forsøgspersoner før og efter for at finde eventuelle biomarkører, der forklarer årsagen.
Forskerne er nu ved at analysere spytprøverne for PGE2, der er et stof, som får blodkarrene til at udvide sig i hjernen.
- Vi mener, at hovedpinen skyldes en udvidelse af hjernearterierne, og at det forårsager hovedpinen. Vores teori er, at hvis vi måler mængde af PGE2, kan det bekræfte eller afkræfte vores tese, siger Sebastian Bao Dinh Bui til DR.
Sammenhæng mellem højder og flyrejser
Han forklarer, at man har set lignende udvidelse af blodkarrene i forhold til højderelateret hovedpine, når folk bevæger sig op i bjerge.
- Vi tror, at der er en sammenhæng mellem højderelateret hovedpine og flyrelateret hovedpine. Forskellen er bare, at ved flyrelateret hovedpine sker udvidelsen meget hurtigere, og det fører til kraftig hovedpine på kort tid, siger Sebastian Bao Dinh Bui.
Men forskerne undersøger også spytprøverne for stresshormonet Kortisol. Det skyldes, at der kan være mange årsager til hovedpine.
- Vi har også spurgt forsøgsdeltagerne, om de følte stress under forsøget. For hvis de angav, at de var stressede, kan det være, at man i stedet skal fokusere på det, siger han og peger på, at hvis folk fx lider af flyskræk, kan det øge produktionen af stresshormonet og give hovedpine.
Forebyg hovedpinen
Undersøgelsen af spytprøverne er først færdige i slutningen af august. Og der er som sagt tale om et mindre forsøg med få deltagere.
Men hvis du skal ud at flyve og plages af flyrelateret hovedpine – og/eller har problemer med bihuler eller er voldsomt snottet, har Aalborg-forskerne alligevel et godt råd.
Du kan drikke rigeligt med vand og tage paracetamol (som er almindelige hovedpinepiller) 30 minutter før afrejse og igen før landing på de lange flyveture. Det kan mindske eller helt forhindre gener med hovedpine.