Motion det er ikke noget for mig! … udbryder ikke-trænende af og til. Men motion er ikke bare motion.
Der er flere hundrede motionsformer, så der er noget for enhver - fra mindfulnesstrængende til adrenalinhungrende i alle aldre. Det viser den seneste trendliste fra ACSM.
Lav og høj puls på skift
Årets trendliste for 2018 indeholder 20 trends, der er udvalgt blandt 40 mulige forslag.
Årets nummer 1 er HIIT, Høj-Intensiv Interval Træning, der har befundet sig på plads nummer 3, 3, 2 og 1 i de foregående år. Altså ingen nyhed, men en stabil tendens:
Intervaller med skiftevis høj og lav puls forbedrer kondition og øger fedtforbrænding; faktorer som sikrer fortsat popularitet.
Listens nummer 2, holdtræning, er overraskende. Fordi det ikke er en træningsform, men en måde at organisere træningen på. Til gengæld er topplaceringen fornuftig: At træne med andre øger generelt motivation og vedholdenhed.
Mål dig selv
Nummer 3, wearables, er heller ikke en træningsform, men bærbar teknologi til selvmåling fx fitnesstrackere, der bl.a. tæller skridt og måler dagens energiforbrug.
Selvmåling motiverer både unge og ældre og fremmer sundhed og vægttab.
Andre Top 10 trends er kropsvægttræning, styrketræning, funktionel fitness (målrettet forbedring af funktionsevne i hverdag eller idræt) og yoga, der til gengæld er træning af den mest populære slags og udbydes i utallige udgaver.
Top 20 Fitness Træningstendenser 2018 (ACSM)
- 1
Høj-intensiv intervaltræning, HIIT
- 2
Holdtræning
- 3
Wearable technology, wearables
- 4
Kropsvægttræning
- 5
Styrketræning
- 6
Uddannede, certificerede og erfarne fitnessprofessionelle
- 7
Yoga
- 8
Personlig træning
- 9
Fitnessprogrammer for ældre
- 10
Funktionel fitness
- 11
Træning og vægttab
- 12
Exercise is Medicine
- 13
Personlig træning for hold
- 14
Udendørs aktiviteter
- 15
Smidighed og mobility rollers
- 16
Licenser for fitness professionelle (ny)
- 17
Circuit træning (cirkeltræning)
- 18
Wellness coaching
- 19
Core træning (tilbage på listen, ude i 2017)
- 20
Sports Specifik træning (tilbage på listen, ude i 2017)
Personlig træning
De fleste af Top 20 listens øvrige pladser er programmer til diverse formål og målgrupper: Personlig træning (en-til-en og små hold) med individualiseret træning til mange formål, og træning og vægttab programmer, er gengangere på listen.
Andre programmer i vækst er Fitness for ældre, målrettet motion for seniorer, Exercise is Medicine, i Danmark bl.a. kendt som Motion på Recept, og Wellness coaching, livsstilscoaching med afsæt i vaner og adfærdsændring.
Gamle kendinge
Listens øvrige punkter er ’gamle’, men evigt unge aktiviteter, der periodisk nyder særlig popularitet i nye versioner og sammenhænge: Udendørs aktiviteter, Circuit (cirkeltræning), afvekslende, intensive øvelser uden pauser imellem, og Sports-specifik træning som for eksempel fortræning til idræt eller til skiferien.
Sidst, men ikke mindst, er der Smidighedstræning og mobility ruller som er (stræk)øvelser, hvor man bruger skumruller til at løsne musklerne op før eller efter eller mellem træningspas.
I øvrigt den eneste trend, der specifikt nævner et (nyt) redskab, og der er ellers nok at tage af (kettlebells, TRX, clubbells m.m.).
Rigtig god træningslyst!