Frosne fisk er fyldt med salt

Fiskene i supermarkedernes frysediske er ofte fyldt med saltvand. Den tilsatte lage skal deklareres på pakkerne, men det sker langt fra altid.

(© Colourbox)

E450, E451 og E452. Ingredienslisterne bag på nogle pakker med frossen fisk viser, at der ikke kun er ren fisk i poserne i frysedisken.

- E-numrene dækker over forskellige fosfatformer. De kan binde det vand, der er i fisken, men de kan også binde noget ekstra vand, siger lektor Karsten Olsen fra Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.

De forskellige fosfater blandes op med vand og bliver til en slags saltlage, der kan tilsættes de frosne fisk. Lidt ligesom vi kender det fra kyllinger. Flere af fiskene er tilsat mellem 10 og 20 pct. saltvand.  

Saltvand ikke deklareret

I kyllingefileterne er forbrugerne ikke i tvivl om, hvis der er tilsat saltlage. Det har stået på pakkerne i årevis. Men det samme gælder ikke de frosne fisk - selvom det siden januar sidste år har været et krav, at producenterne skal skrive tydeligt på pakkerne, hvis fosfatlagen er tilsat ved "stiksaltning eller lignende metoder", som det hedder. 

Ifølge Forbrugerrådet Tænk er reglerne på området for uklare. Flere producenter tilsætter nemlig 20 pct. saltvand og kalder det ”en glasering”. En glasering med vand er med til at øge holdbarheden på fisken, og skal ikke deklareres på pakkerne. Men en glasering på op til 20 pct. af fiskens vægt er på kanten af reglerne, mener Forbrugerrådet. 

- De forskellige metoder, som man bruger i industrien, er lidt overlappende, så jeg vil mene, at der er behov for, at man præciserer sådan rent procesmæssigt, hvad industrien egentlig må og hvad den ikke må. Det skal være meget mere klart for forbrugeren, hvad det er, der er gjort ved fiskene, siger Camilla Udsen, der er fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet Tænk.

For meget salt er usundt

Ifølge ernæringsekspert Christian Bitz er det også af hensyn til sundheden vigtigt, at forbrugerne kan se på pakkerne, at frosne fisk er tilsat saltlage.

- Der er jo grund til, at vi har de regler, for saltlagen betyder faktisk noget for både smagen og konsistensen. Men også for sundheden, fordi fiskene vil få et højt indhold af salt, siger Christian Bitz.

Se med i Madmagasinet kl. 21.55 på DR1, hvor Mette Frisk undersøger, hvorfor saltvandet ikke er deklareret på fiskepakkerne, og hvor Christian Bitz finder ud, af hvad alt det saltvand gør ved det færdige produkt.