Kender du småkagens historie?

Ethvert dansk barn har haft fingrene langt nede i kagedåsen med småkager. Nu har den lille kage fået sit helt eget leksikon.

Så langt væk som i Kina spiser man danske småkager (Foto: © S.Thomsen, ColourBox)

Hvedemel, smør, sukker og æg. Med de fire ingredienser kan man komme langt, når man skal bage småkager.

Til gengæld er mulighederne for at variere smagen i de små kager nærmest uendelige. Det fremgår af det nye leksinkon ’Danskernes småkager – et småkageleksikon’, der udkommer på fredag.

Det er forfatter og madhistoriker Bettina Buhl, som lægger navn til det nye leksikon over småkager. Og hun har brugt adskillige timer i støvede arkiver og i sit eget køkken under tilblivelsen af bogen.

- Bogen indeholder tres opskrifter, men jeg har nok bagt over hundredeoghalvtreds forskellige småkager, før jeg udvalgte de tres, siger Bettina Buhl.

Engang kogte man småkager

Arbejdet med bogen har sendt madhistorikeren helt tilbage til 1600-tallet, hvor den ældste opskrift stammer fra. Herfra har hun så tygget sig igennem danskernes madkultur.

- I et madhistorisk perspektiv indeholder opskrifterne nyttig viden i forhold til, hvordan man levede tilbage i tiden, hvorfra man kan se udviklingen op til i dag, siger Bettina Buhl.

Hun forklarer, at man for eksempel kogte sine kager i en gryde, før bageovnen blev opfundet. Men også de skiftende tider kunne aflæses i opskrifterne.

- Det slog for eksempel igennem under 2. Verdenskrig, hvor man jo var udfordret på råvarer, og derfor eksperimenterede med alternativer, siger hun.

Gamle opskrifter får nyt liv

Bettina Buhl ser en direkte parallel mellem nogle af de ingredienser, som man anvendte tidligere, og de strømninger, der præger det moderne danske køkken.

- I dag er det meget populært at bruge forskellige grove kornsorter. Ligeledes gik man meget op i at bruge forskellige madrester, så de ikke gik til spilde, hvilket man også ser i dag.

Som madhistoriker har Bettina Buhl fundet det vigtigt at videreføre opskrifterne, så tæt på deres oprindelige form som muligt. Dog med det formål at tilpasse opskrifterne og oversætte sprog og måleenheder, så de kan bruges i det moderne køkken:

- Men samtidig har jeg valgt at tilføje nogle fif til, hvordan man kan gøre småkagerne endnu bedre, for det hører også med til at sprede glæden ved mad.

Konge-ruller

Få her Bettina Buhls opskrift på ’Kongeruller’, der også indgår i hendes nye bog.

Den originale opskrift stammer fra ’Sjov Mad i en Trist tid’ af Karen Overgaard Petersen og Gundhild Gantzel, 1945.

  • Ingredienser til cirka 14 kager:

  • 1 æg, 60 gram sukker, 60 gram hvedemel, 3 spsk. vand, 25 gram malede mandler

  • Til glasur: Flormelis, vand og kakao

  • Til servering: Flødeskum

  • Fremgangsmåde:

  • Pisk æg og sukker. Tilsæt mel, vand og mandler og smør dejen ud på en godt smurt bageplade i ret store firkanter. Bag kagerne lysebrune i ovnen i cirka fem minutter ved 190 grader.

  • Form hurtigt firkanterne til ruller, og sæt dem tilbage i ovnen i cirka ét minut. Form eventuelt rullerne ekstra fine, når de er taget ud af ovnen igen

  • Lad kagerne køle af. Smør enderne af rullerne med kakaoglasur. Fyld rullerne med flødeskum lige inden servering.

(© Nyt Nordisk Forlag)

Få flere opskrifter på småkager her.