Sådan bruger du resterne efter julemaden

Julen er også en forbrugsfest med spild, frås og skødesløs omgang med maden. Læs her hvordan du bedst bruger resterne.

(© Colourbox)

I spiste med garanti næsten, til I revnede i går ved julebordet. Og alligevel var der næsten med garanti en masse dejlig julemad, der blev båret ud igen. Der må bare ikke mangle noget den ene dag om året.

Men nu står du så med alle resterne efter den dejlige mad. Og skal det så bare i skraldespanden? Nej, man kan sagtens gøre meget for at nedbringe forbruget og spildet af mad i julen.

Derfor har vi fået studerende i sundhed og ernæring, Louise Lundgren Berg, til at lave en oversigt over, hvad du kan gøre med de forskellige rester efter julemiddagen:

Risengrød

Hvis man er kommet til at koge risengrød til hele byen, så har man to oplagte muligheder:

1. Man kan lave dejlige klatkager dagen efter, man kan også lave klatkager af risengrød, der har været frosset.

2. Juleklassikeren risalamande. Med fordel kan man portionsanrette risalamanden juleaften. Så øser familien ikke kæmpe-portioner op og levner, så snart mandelen er fundet. Hvis man ikke stoler på hinanden, så kan man have en person, der kommer mandelen i en af portionerne, og en anden betroet person, der serverer. (Tillid er godt, kontrol er bedre).

Steg og medister

Rester af steg eller kød er lækkert kødpålæg på rugbrød eller i en sandwich. Sammen med resterne af rødkålen (og en lille smule sovs) kan flæskestegen komme i en burgerbolle og få enhver medtagenhed forårsaget af snaps til at forsvinde.

Medisterpølsen, kan man koge i 10 minutters tid sammen med kartoflerne, vandet kan bagefter bruges til at lave en vidunderlig sovs. Medisterpølsen er dejlig på rugbrød med sennep dagen efter.

En anden god ret er biksemad, hvor man også kan få brugt de overskydende kartofler.

Hvis en steg er blevet lidt tør, så kan man med fordel give den en tur i kødhakkeren, blande den med fintsnittede løg, kapers, gulerødder, lidt surt og endeligt vende det i mayonnaise, og så har man en hjemmelavet russisk salat.

Anden og gåsen: Skroget er fantastisk til at koge fond på. Man kan fryse skrog og indmad, hvis man ikke overkommer at koge fond efter den store julemiddag. Det kan være en fin nytårssyssel, at koge fond.

Kolde kartofler er der uanede muligheder med. De kan for eksempel brases eller bruges i en kartoffelsalat. En kartoffelmad på rugbrød er også lækker.

Nytårsresterne kan også genbruges

Hvis man har spist hummer eller andre skaldyr, kan man lave en fantastisk suppe, ved at "brænde" skallerne af i cognac eller en anden mørk alkohol og koge dem op med gulerødder, selleri, skalotteløg og et par æbler. Legér suppen med fløde og voila, så har man en skøn skaldyrsbisque.

Eventuelle overskydne østers kan man gratinere i ovnen og servere som Oyster Rockefeller (som kan fryses).

Kransekagen kan fryses og serveres ved senere lejligheder.

Og champagnen kan med fordel sættes i køleskabet igen og blandes med appelsinjuice og serveres til morgenmaden. Hvilken bedre måde findes, end at starte det nye år med en mimosa?