Faktisk har ældre mennesker brug for den samme ernæring, som yngre og unge mennesker.
- Problemet er bare, at mange ældre af flere årsager mister appetitten og bliver småtspisende. Så mister de muskelmasse, og derfor får de brug for kost med mere fedt og protein, forklarer kostekspert på Lev Nu, Marie Steenberger.
Marie Steenberger forklarer videre:
- Hvis det drejer sig om ældre, der skal op i vægt, så kan man sætte ind ved at give ekstra fede mælkeprodukter og proteindrik til mellemmåltider, og så sørge for at berige kosten med ekstra fedt, for eksempel fløde i saucen og frikadellefarsen og fløde og smør i kartoffelmosen.
Lidt på sidebenene
Ifølge Marie Steenberger er 60 procent af ældre på plejehjem undervægtige.
- Det er godt at have lidt på sidebenene, når man er ældre, hvor yngre mennesker helst skal have et BMI på mellem 18.5 og 25, så skal ældres (65+) være mellem 25 og 29, for hvis den er det, så har man mere energi til at dyrke motion, og så får man mere appetit - og dermed bevarer man sin muskelmasse og sit gode humør.
Ældre kan også få brug for ekstra vitaminer. Hvis man for eksempel lider af knogleskørhed, kan det være nødvendigt med kalk og D-vitamin, ligesom man anbefaler en multivitaminpille til ældre over 65, lyder rådet fra Lev Nu-eksperten.
Madmagasinet, DR1 i aften kl. 21.55 handler om ældremad.
Syv gode råd om mad til ældre:
- 1
Ældre med god appetit skal spise som alle andre voksne: Brød, kartofler, ris, pasta, grøntsager, frugt og fisk, og supplere med magert kød og magre mælke- og mejeriprodukter. Således er der også plads i madbudgettet til flødesovs, kage og chokolade en gang i mellem.
- 2
Alle over 65 år bør tage et tilskud af D-vitamin. Sørg for at komme udenfor mindst en halv til en hel time om dagen – for når du er ude i sollys, danner huden D-vitamin. For lidt D-vitamin øger risikoen for fald og knoglebrud, da musklerne bliver svagere og knoglerne skøre.
- 3
Det er også vigtigt at få kalk nok: En halv liter mælk og en skive ost om dagen dækker behovet. Hvis du ikke får mælk eller mælkeprodukter, bør du kombinere dit D-vitamintilskud med et kalktilskud på 500-1000 milligram.
- 4
Har du nedsat appetit, skal de små portioner, du kan spise, være fulde af energi, altså kalorier. Derfor er mad med meget fedt, især fede mejeri-, fiske- og kødprodukter, gode at spise, når du skal tage på. Protein er vigtigt for musklerne, og det får du gennem kød, fisk, æg, mælk og ost.
- 5
Småtspisende ældre bør spise en multivitamin-mineraltablet. Det er ikke nødvendigt for raske ældre og ældre med god appetit.
- 6
Hvis appetitten er lille, kan du med fordel spise mange små måltider i løbet af dagen. Slut gerne af med en dessert, for eksempel flødeis, frugtgrød med piskefløde, fromage eller budding.
- 7
De fleste af os spiser mere, når vi spiser sammen med andre. Så hvis du har nedsat appetit, kan du med fordel søge fællesskaber at spise sammen med.
Kilde: Fødevarestyrelsen, Ældresagen, Mejeriforeningen og DTU Fødevareinstituttet har udgivet pjecen ”Råd om mad og motion, når du bliver ældre”.