Vi er blevet meget bedre til at få hele kornet med. Nye beregninger fra DTU Fødevareinstituttet og Fuldkornspartnerskabet viser, at danskerne spiser næsten dobbelt så meget fuldkorn som for ti år siden.
Danskerne spiser nu i gennemsnit 63 gram fuldkorn om dagen, og 30 procent af befolkningen får den anbefalede mængde på 75 gram fuldkorn om dagen. Det er især børnene, der får tilstrækkeligt med fuldkorn.
- Det er glædeligt at se, at kostens indhold af fuldkorn er øget markant på 10 år. Fuldkorn er nemlig med til at nedsætte risikoen for at udvikle hjertekarsygdom, type-2-diabetes og nogle former for kræft, siger seniorrådgiver Heddie Mejborn fra DTU Fødevareinstituttet i en pressemeddelelse.
Faktisk viste en tilsvarende undersøgelse allerede sidste år, at fuldkorn var blevet mere populært, men udviklingen fortsætter. På et år er tallene igen steget over hele linjen, tilføjer man fra Fuldkornspartnerskabet.
Mange har stadig brug for mere fuldkorn
Forskerne bag undersøgelsen hæfter sig ved, at det især er dem, der spiser mindst fuldkorn, der har taget anbefalingerne til sig. De spiser dobbelt så meget, som før Fuldkornspartnerskabets kampagne gik i gang i 2009.
Men trods den positive udvikling understreger Heddie Mejborn fra DTU Fødevareinstituttet, at mange danskere stadig har brug for mere fuldkorn i deres daglige kost:
- Undersøgelsen viser, at vi er nået rigtigt langt, men det er fortsat kun knapt hvert andet barn og hver fjerde voksen, der spiser tilstrækkeligt med fuldkorn.
Fuldkorn kan fås via forskellige fuldkornsprodukter som havregryn, brød eller fuldkornspasta. Det er vigtigt at spise forskellige slags fuldkorn, fordi de forskellige korn indeholder forskellige næringsstoffer.
Fuldkornspartnerskabet arbejder sammen om at indfri den fælles vision om at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn. Bag partnerskabet står Fødevarestyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Diabetesforeningen, oreningen af kliniske diætister og en række fødevarevirksomheder.
Det er Fuldkornspartnerskabet, der har lanceret det orange fuldkornslogo, som du kan finde på produkter med højt indhold af fuldkorn, og her mener man faktisk også, at logoet har en stor del af æren for, at vi spiser mere fuldkorn nu end for ti år siden.