Vi har maverne fulde af fuldkorn

Brød og pasta indeholder langt mere fuldkorn nu, og det er godt for os.

(Foto: © Elenathewise, Scanpix Iris)

Vi er blevet rigtig gode til at spise fuldkorn, og det er en nyhed af de gode, for fuldkorn er nemlig rigtig godt for os.

Faktisk er vores indtag af fuldkorn steget fra gennemsnitligt 32 gram per dag til 55 gram per dag, viser en ny undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet.

Og det er ikke fordi, vi spiser mere brød og flere kornprodukter end tidligere:

- Stigningen skyldes i stedet, at fødevarer som almindeligt hvedebrød og pasta i dag har et højere indhold af fuldkorn, og at det er blevet nemmere at vælge fuldkornsprodukter i butikkerne, siger seniorrådgiver Heddie Mejborn fra DTU Fødevareinstituttet.

Det lader til, at en storstilet indsats for at få fuldkorn på menuen på middagsbordet har virket. Siden 2006 har myndigheder, erhvervsliv og sundhedsorganisationer arbejdet på at få os til at spise hele kornet.

Helt konkret opfandt man fuldkornslogoet, som kan sættes på fuldkornsrige fødevarer. Det skulle gøre det let for forbrugerne at vælge den sunde variant. Og det gør forbrugerne så tilsyneladende.

- Ja, forklaringen kan være, at der er kommet et fuldkornslogo, men også det, at mange produkter markedsføres med et højt indhold af fuldkorn. Producenter gør meget for at øge indholdet af fuldkorn i mange forskellige produkter, som ikke kun er fx rugbrød, siger ernæringsekspert på Lev Nu, Preben Vestergaard-Hansen.

- Du kan finder et højere indhold af fuldkorn i fx knækbrød, skorper, kiks, toastbrød, pitabrød osv. end tidligere.

Fuldkorn holder dig rask

Fuldkorn kan både være hele og forarbejdede kerner - for eksempel knækkede, skårne eller malet til fuldkornsmel. Det vigtige er, at alle dele af kernen er taget med - også skaldelene og kimen. Det er nemlig her de fleste af vitaminerne, mineralerne og kostfibrene findes.

Og grunden til, at man bør spise en vis mængde fuldkorn er bl.a., at fuldkorn mætter rigtig godt. Det betyder, at du spiser mindre og får lettere ved at holde vægten. Desuden er fuldkorn godt for fordøjelsen og holder maven i gang.

Og sidst, men ikke mindst, så kan du også forebygge mange alvorlige kroniske sygdomme som sukkersyge, hjerte-sygdomme og kræft ved at spise fuldkorn.

Børnene rykker fra os

Undersøgelsen, som DTU Fødevareinstituttet har lavet i samarbejde med Fuldkornspartnerskabet, viser også, at flere børn end voksne spiser tilstrækkeligt fuldkorn - det vil sige 75 gram fuldkorn om dagen, så det lover jo godt for fremtiden:

Mere end en tredjedel af børnene lever op til anbefalingen mod en fjerdedel af de voksne. Tidligere var det kun 5 procent af børnene og 7 procent af de voksne, der levede op til anbefalingen.

- Den letteste måde at få fuldkorn på er via rugbrød, grahamsbrød, havregryn og andre fuldkornsholdige kornprodukter som knækbrød, morgenmadscerealier og tørret pasta og nudler, understreger ernæringsekspert Preben Vestergaard-Hansen.

- Gå efter fuldkornslogoet, når du handler.