Det var som at se ind i en anden verden, da Melanie Weilguny kiggede rundt i den københavnske metro. En verden hun ikke længere hørte til i.
Folks ubekymrede miner, deres samtaler om stort og småt. Hvordan kunne de smile? Hvordan kunne de sidde og le og fortsætte deres liv som før? Vidste de da ikke, at verden, som den så ud, ikke længere fandtes?
Udenfor var sommeren lige begyndt. I Melanie var tiden gået i stå. For få timer siden havde hun stået ved sin fars side, da han udåndede. Hun ville græde, men hun kunne ikke.
- At miste min far er det mest skelsættende, jeg har været ude for. Jeg havde så svært ved at forstå en verden, hvor min far kunne dø. Alt, jeg havde kendt til, forsvandt. Min krop gik på automatpilot, det øjeblik han døde. Fordi det var den letteste måde at håndtere sorgen over at miste ham, fortæller Melanie Weilguny.
Hun er i dag 26 år og i gang med at færdiggøre sit speciale i biologi ved Københavns Universitet. Udefra ligner hun enhver anden ung københavner, og det er ikke til at se, at hun bærer rundt på tabet af sin far.
Men tabet ligger lige under overfladen. Et tab, der i månederne efter farens død, endte med at gøre Melanie fortabt og ensom.
Efter døden kom ensomheden
Hvert år rammes omkring 200.000 danskere af dødsfald. Melanie Weilguny er en af de mange danskere, der har skullet finde sit fodfæste i verden efter at have mistet.
Farens død kom ikke som et chok for Melanie. Han havde været alvorligt syg af kræft i et år, og igennem den sidste tid var det tydeligt, hvilken vej det gik.
Derfor reagerede omgivelserne også hurtigt, da hun meddelte, at han nu var død. Hun modtog sms’er og blomster. Veninderne mødte op til begravelsen. Hun oplevede, at omverdenen var der for hende. Men som dødsfaldet og begravelsen kom på afstand, ændrede det sig.
- Lige pludselig blev jeg mødt af stilhed. Der var ingen der skrev og spurgte, hvordan jeg havde det. Og jeg havde ikke overskud til at skrive til mine veninder og bede om hjælp eller selskab. Det kan måske lyde vildt, at en sms skulle kræve så meget energi. Men det gør det. Sorg er den mest intense form for multitasking. Jeg bearbejdede min sorg hele tiden. Hver dag. Dag og nat. Det gør jeg stadig. Jeg havde intet at give af.
Når Melanie endelig mødtes med sine veninder, blev der ikke spurgt ind til faren. Det var som om, hans liv eller død aldrig havde fundet sted, og hun havde svært ved selv at bringe faren på banen, selvom hun havde lyst.
Men hvordan skulle hun få samtalen ført ind på ham, når den ellers gik på studier, kærester, babyplaner og lejlighedskøb.
- Jeg ville jo ikke gøre dem utilpasse eller komme til at lægge en dæmper på stemningen, når vi skulle hygge os. Når vi var sammen, blev det så tydeligt for mig, at min fars død rakte langt ud over tabet. Den havde også placeret mig i en ny livsbane. Tanker om børn og lejlighed og job var så fjernt for mig. Det syntes så ligegyldigt.
Et par enkelte gange forsøgte hun at rette opmærksomhed mod sin sorg – blandt andet ved at sende en statusopdatering, hun havde set på Facebook. Den handlede om at være i sorg. Det var lettere for Melanie at lade en fremmed sætte ord på, hvordan hun havde det. Men beskeden blev mødt af stilhed.
Mens Melanie havde følt sig apatisk, tom af følelser, siden farens død, begyndte hun nu at mærke en følelse indeni: Ensomhed. Det gik op for hende, at hun var alene med sine følelser og med sit tab.
De efterladte tager hensyn til deres omgivelser
Melanie Weilguny er ikke ene om at have følt sig ensom og isoleret efter sin fars død.
Det Nationale Sorgcenter har lavet en rundspørge, hvor de har spurgt ind til sorgens konsekvenser blandt danskere, der har mistet. Her svarer 6 ud af 10 efterladte, at de har oplevet, at personer i deres omgangskreds har undgået dem, efter de har mistet.
I samme rundspørge svarer 3 ud af 4 efterladte, at de har oplevet at skjule deres sorg overfor deres nærmeste, for ikke at belaste dem for meget.
Ifølge direktør i Børn, Unge og Sorg, Preben Engelbrekt, viser rundspørgen tydeligt, at vi har et problem med at håndtere folk i sorg i Danmark. For selvom rundspørgen ikke er repræsentativ, så giver den et klart billede af, at efterladte føler sig overladte til sig selv.
- Vi har simpelthen en kultur, hvor det ikke er naturligt at tage hånd om vores medmennesker, når de har mistet. Ja, man møder op til begravelsen og er der i tiden umiddelbart efter tabet, men så stopper det.
Det efterlader den efterladte på herrens mark. Mens omverden kommer videre efter begravelsen og de fastlagte ritualer omkring dødsfaldet, så sidder den efterladte midt i et kompliceret følelsesforløb, der ikke kan sættes en slutdato på. Begravelsen og den fysiske afsked er kun første led i en meget lang proces.
- Når det for alvor går op for den efterladte, at tabet er for evigt, så får han eller hun brug for venner og familie. Men den erkendelse kommer man sjældent til inden for de første måneder, siger Preben Engelbrekt, der har drevet sorggrupper for børn og unge gennem 25 år.
Derfor ligger der et stort ansvar hos de pårørende om at være opmærksomme på den efterladte.
- Som pårørende har man ansvaret for at spørge ind til sorgen og måske endda aflede den, så den efterladte kan få luft. Og det er et ansvar, man skal tage på sig igennem en meget lang periode.
Sorgen forandrede Melanie
Sorgen over tabet af faren tærede på Melanie som månederne gik.
Igennem flere år havde hun været en ivrig klatrer, og inden faren blev syg, var det en hobby, de dyrkede sammen. Selv da faren blev syg og ikke længere kunne komme med i klatrehallen, sørgede Melanie stadig for at komme afsted flere gange om ugen.
- Men pludselig kunne jeg ikke komme afsted. Det var frustrerende. Det var jo noget, min far og jeg havde haft sammen. Så ved ikke at kunne gøre det, mistede jeg ham lidt mere.
Melanie var klar over, at hun måtte gøre noget. At sorgen var begyndt at blive for altoverskyggende i hendes liv.
Hun søgte plads i en sorggruppe, men fik at vide, at der var 12 måneders ventetid. Så hun måtte finde andre måder til at modarbejde stilstanden i hende. Det fik hende i sidste ende til at vende tilbage til klatrehallen, selvom det var hårdt.
Her fandt hun en form for kontakt til det, hun havde haft med sin far, og det endte med at gøre tilværelsen lidt lysere.
Kærlighed og omsorg hjælper Melanie i sorgen
I dag er Melanie Weilguny ved at finde sit fodfæste i tilværelsen igen. Hun er tilbage i sin gamle, sikre klatreform og det føles som om, at tiden lige så langsomt er begyndt at gå igen.
- Nu er klatringen blevet ren terapi for mig. Når jeg klatrer, kan jeg lade mine bekymringer og mit savn blive på jorden, mens jeg selv klatrer op mod himlen. Når jeg klarer en svær bane, så får jeg lidt mere tro på, at jeg også kan klare mig igennem det svære i dagligdagen.
Efter et år er hun kommet med i en sorggruppe ved Børn, Unge og Sorg, som har hjulpet hende med at sætte ord på sin sorg og til at få stykket sin tilværelse sammen igen. Tidligere denne måned mærkede hun for første gang siden sin fars død sidste sommer en følelse af ægte glæde.
Forholdet til veninderne har været igennem flere bølgedale det seneste halvandet år, men Melanie føler, de nu er ved at være et sted, hvor de forstår, hvad hun har været igennem og stadig bearbejder. At sorgen ligger i hende konstant, også selvom hun ikke sidder og græder foran dem.
Noget af det bedste de kan gøre i dagligdagen, er at sende Melanie en besked med et hjerte. Det symboliserer alt det, hun føler hun mangler.
- Jeg har brug for at få kærlighed og omsorg. Det år min far var syg, gjorde jeg ikke andet end at give omsorg. Jeg har tømt mine depoter. Og når jeg så endda ikke har min far længere – en af de personer, der gav mig allermest kærlighed – så har jeg brug for, at mine venner træder til. Det er dem, der skal være med til at fylde omsorgsdepoterne op igen.
Hun ved, hun kun lige er i begyndelsen af sin sorgproces, og at sorgen over at have mistet sin far er noget, hun skal leve med resten af livet. Hun håber, vi i Danmark vil blive bedre til at tale om sorg, så andre ikke skal opleve det, hun var igennem.
Til dem, der har efterladte tæt på livet, har hun derfor dette råd:
- Det værste man kan gøre mod en person i sorg, er at møde personen med stilhed. Man tror, man gør den efterladte ked af det ved at spørge ind til tabet. Men jeg bliver ikke mere ked af det over at skulle tale om min far. Jeg er så ked af det, som jeg kan være. Ved at tale om ham, bliver mindet om ham holdt i live. Og det er det bedste, man kan hjælpe en efterladt med.