I brevkassen på Lev Nu kommer der ganske ofte mails fra især kvinder, der savner intimitet, nærvær og sex i deres parforhold.
Men hvorfor er det så svært at tage sig sammen til at give intimiteten chancen og dyrke sex? De fleste kan jo blive enige om, at det er vidunderligt og rart, og alligevel er det i mange parforhold noget, man skal tage sig sammen til.
- Mange forsømmer at give hinanden opmærksomhed og prioritere hinanden og dermed sex- og samlivet i en travl hverdag. Blandt andet fordi de oplever, at arbejdet kræver mere og mere af dem, og mere og mere af deres identitet er bygget op omkring deres arbejde, siger klinisk sexolog og parterapeut Jesper Bay-Hansen.
- Og det resulterer i, at mange har svært ved at sige nej til arbejdsrelaterede opgaver. Så er det trods alt nemmere at sige nej til noget, der har med parforholdet at gøre – vores partner tilgiver os jo nok?
Bliv konkret: Hvornår gør vi det?
Hvis man som par er enige om, at intimitet og nærhed er vigtigt for parforholdet, så må man tage en snak om, hvordan det bliver passet ind i programmet, siger parterapeuten.
- Det lyder måske lidt uromantisk, at man sådan skal skemalægge det. Men jeg mener faktisk, at planlagt sex er bedre end ingen sex, ligesom planlagt intimitet er bedre end ingen intimitet. I parforholdet bliver overlappet mellem seksuel aktivitet, kærlighedsfølelser og nærvær jo særlig tydeligt.
- Så det handler ofte om at blive mere konkret og tale om, hvornår det er, man skal finde tiden til intimitet og parforholdspleje. Hvis den ene prioriterer at stå tidligt op om morgenen for at tage ud og ro i kajak og derfor er træt og vil tidligt i seng om aftenen. Og den anden part ynder at sove længe og gå sent i seng, så må de tage snakken om, hvornår på dagen eller ugen det er, at intimiteten og sexlivet kan kile sig ind.
Få det sagt
Ifølge Jesper Bay-Hansen indser mange, nok især mænd, ofte for sent, at de har investeret for lidt i deres parforhold:
- Og det kombineret med, at nogle kvinder er for dårlige til at gøre opmærksom på, hvad de savner og hvad de ønsker sig, er jo en ret uheldig kombination.
- Så løsningen er, at man får det sagt – også selv om det kan være svært at tale om intimitet og sex og ikke mindst mangel på samme. Det handler om at få delt sine savn, ønsker og længsler. Vi har alle et personligt ansvar for, at dyrkelsen af nærværet og intimiteten får plads i parforholdet.
Kunne du og din partner tænke jer at prøve et kursus i mindfulness, som en del af et tv-program om parforhold, så kontakt journalist Asger Mow på amow@dr.dk.
