Da forfatteren Leonora Christina Skov som 21-årig sprang ud som lesbisk, havde hun en klar forventning om, at det ville blive svært for hendes forældre at acceptere.

Det skulle vise sig at være århundredets underdrivelse. For det blev ikke alene svært, det kom til at koste hende relationen til forældrene i flere år.

Det fortæller hun om i P1-programmet ”Jeg er nøgen”.

Vennerne og mormor tog det pænt

Leonora Christina Skov havde været sammen med sin første kæreste Ingrid i et halvt års tid, da hun besluttede sig for at tage springet.

- Før jeg sprang ud for min familie, sprang jeg ud for alle, jeg kendte. Jeg havde taget dem alle sammen, før jeg tog mine forældre. Og der var faktisk opbakning hele vejen rundt.

- Selv min mormor, som ellers var indre-missionsk og et stykke oppe i 80’erne sagde: ”Lad mig møde hende”, og ”Hvis du er glad, så er det godt”.

Og det fik en helt afgørende betydning for Leonora Christina Skov, at hendes mormor tog det sådan. Hun viste sig nemlig at blive en vigtig støtte i årene, der kom.

Tømte pigeværelset

Og så kom turen til forældrene.

- Jeg havde en klar fornemmelse af, at mine forældre elskede mig, så længe jeg lignede min mor. Så jeg havde egentlig gennem min opvækst gjort meget for at ligne hende. Jeg var sådan en pige, der ikke havde nogen venner. Som var stille og pligtopfyldende. Som lavede min lektier og ikke skilte mig ud.

- Så jeg vidste, at så snart jeg trådte i karakter som noget andet, så ville det eksplodere. Og derudover vidste jeg, at de havde det meget svært med homoer, fordi vi havde haft nogle naboer, som var homoer, og der havde været mange problemer med, at jeg ikke måtte besøge dem og sådan nogle ting.

Så hun tog hjem til forældrene og pakkede de ting i sit gamle pigeværelse i barndomshjemmet, som betød meget for hende, blandt andet nogle breve fra mormoderen. For hun var ikke sikker på, at hun ville komme tilbage til værelset, når først hun havde fortalt sine forældre nyheden.

Hun valgte at fortælle det til faderen alene. Fortalte at Ingrid, som hun tidligere havde omtalt som en veninde, faktisk var hendes kæreste.

- Han var meget fåmælt. Han sagde ikke: ”Det var dog forfærdeligt” eller noget som helst. Han sagde bare, at det ville blive svært med min mor. Og det blev det så også.

Måtte ikke tale om Ingrid

Leonora Christina Skov hørte ikke fra sine forældre efterfølgende. Hendes mormor ringede et par dage efter og sagde, at moderen ikke ville gå ud af huset, fordi hun var bange for, at alle talte om hende, så hun gik rundt hjemme i huset og sagde, at hun ikke havde nogen datter længere.

- Min far kom ind og besøgte mig til frokost et par dage efter, og fortalte mig, at det her jo ikke var gået særlig godt, og at min mor var helt ude af den, og han vidste ikke, om hun overlevede.

Faderen fortalte hende, at han og moderen var blevet enige om, at hun stadig var velkommen i hjemmet, men at hun ikke skulle komme med Ingrid, og at hun ikke skulle nævne Ingrid med et ord, når hun kom på besøg.

De regler ville Leonora Christina Skov ikke følge. Så i årene derefter kom hun bare ikke på besøg.

- Jeg holdt fast i, at jeg ikke ville komme på besøg, hvis jeg ikke måtte tale om Ingrid. Det insisterede jeg på. For det var afgørende for mig, at jeg ikke kunne leve på den måde, som de ville have. Så ville der ikke være meget tilbage af mig.

- Jeg tror også, at jeg havde fået så meget smag for at blive mig selv – jeg var begyndt at gå med make-up og mine kjoler og ligne mig selv, sådan som jeg havde visualiseret, at jeg ville, når jeg endelig slap væk.

- Jeg ville aldrig gå tilbage til at være hende den usynlige med opsat hår, ingen make-up og ingen venner.

Plaget af en ekstrem skyldfølelse

I syv år så hun ikke sine forældre. Kun fordi hun var tæt på sin mormor, hørte hun lidt nyt hjemmefra en gang i mellem.

Blandt andet, at forældrene havde ryddet huset for hendes ting.

- Så jeg var glad for, at jeg havde fået de ting med mig. Jeg følte bogstaveligt talt, at det hele var brændt ned. Og at jeg stod der og skulle bygge det hele op selv.

- Jeg havde nogle år, hvor det var virkelig op ad bakke, og jeg havde det virkelig dårligt og var virkelig ulykkelig det meste af tiden. Jeg havde det som om, at jeg var gået videre ad en eller anden vej og bare havde ladet min mor ligge i rendestenen. Og at hun var mit ansvar. Det var sådan, jeg havde det på det tidspunkt. Jeg havde ekstremt meget skyldfølelse.

Moderen blev ramt af kræft

Senere mødte Leonora Christina Skov sin nuværende kone Annette. De flyttede sammen, og Leonora fik det langsomt bedre.

Indtil en dag i 2003, hvor hun fik en mail fra sin mor, hvor hun skrev, at hun havde fået konstateret kræft:

- Hun skrev, at det var min skyld, fordi det var en psykisk betinget lidelse, som hun havde pådraget sig på grund af mig. Og på den baggrund syntes hun, at jeg skulle besøge hende.

- Min første indskydelse var at sige nej. Men Annette fik mig på andre tanker: ”Jeg synes, du skal besøge hende. For det kan være, hun dør, og det ville du ikke synes, var rart”, lød det fra Annette.

Så det gjorde hun. Hun begyndte at besøge sin mor, uden at det dog var nogen overvældende succes. For Annette var – lige som Ingrid – ikke velkommen hos forældrene, så besøgene blev hverken mange eller lange.

Håbede, at hun kunne lide mig lidt

Først i 2013, efter ti år med sporadisk kontakt, kom der et vendepunkt. Moderen fik konstateret spredning af sin kræftsygdom.

- Det virkede som om, at hun var ved at dø simpelthen. Og så tænkte jeg, at jeg ville prøve at få et bedre forhold til hende. Jeg syntes ikke, at hun skulle dø uden at vide, hvem jeg var.

- Det var i hvert fald den officielle grund. Jeg tror, at den uofficielle grund var, at jeg håbede, at hvis hun lærte mig at kende, så ville hun også kunne lide mig lidt. For det havde jeg jo ærlig talt været noget i tvivl, om hun kunne de forløbne mange år.

Så Leonora begyndte at besøge sine forældre et par gange om måneden derefter. Og sådan fortsatte det i de følgende tre år.

Men ikke en eneste gang talte de om det, der var sket.

- Vi havde ikke en eneste samtale, min mor og jeg, der nærmede sig noget seriøst omkring, hvad der var foregået. Vi snakkede aldrig om det.

Mistede sin mor, og så blev det svært

Moderen døde for et år siden, men hun fylder stadig meget i Leonoras liv. Så meget, at hun besluttede sig for at skrive en bog om forholdet mellem hende og moderen.

- Jeg tænkte, at jeg bare kunne sætte mig ned og skrive den der bog, og at det ville køre som smurt for mig. Men det gjorde det på ingen måde. Jeg satte mig ned og havde så meget skyldfølelse, at jeg ikke kunne se tasterne for alt det, jeg ikke synes, jeg kunne tillade mig at skrive.

- Jeg har haft det sindssygt svært med, at hun døde.

Mormoderen er her heller ikke længere.

- Hun døde for fire år siden, og jeg savner hende utrolig meget. Hun elskede mig. Og jeg tror, at dét, at jeg vidste det, var helt grundlæggende for mig.

- Hun var helt klart hånden i ryggen på mig. Hun døde også først, da hun var helt sikker på, at jeg kunne klare mig selv.