Når ældre flytter på plejehjem er der stor risiko for, at deres sociale liv dør ud. Det kan nemlig være rigtigt svært at starte nye bekendtskaber, fordi de ældre ikke bliver sat sammen med beboere, der deler deres interesser.
- Vi snakker meget om, hvor tit skal lagnerne vaskes og kvaliteten af de ældres mad, men hvis der ikke er noget meningsfyldt at rejse sig efter, giver det ikke mening, siger Jens Kofod.
Han er forsknings- og udviklingskonsulent på Professionshøjskolen Metropol og har skrevet bogen "Gamles sociale liv." Her peger han på, at plejehjemmene bør blive bedre til at sætte beboerne sammen efter interesser.
Plejepersonalet bør vide mere om ældres interesser
- Jeg har et eksempel med Else på 97 år, der er interesseret i kunst og litteratur og rigtig gerne vil have nogle andre at snakke med om de emner. Men da hun flytter på plejehjem bliver hun sat sammen med nogle beboere, der lider af demems. Så de første par uger bliver hun hele tiden spurgt om "er du ny her? Hvornår er du flyttet ind?" igen og igen, siger Jens Kofod.
- Elses syn og hørelse er nedsat, så hun kan ikke selv køre rundt og banke rundt og spørge "er der nogen, der også interesserer sig for det." Det skal hun have hjælp til, siger han.
Han mener, at plejepersonalet skal blive bedre til at spørge beboerne om deres interesser, før de flytter ind.
- Det gælder om at få de ældres livshistorie i spil - det er kernen i vores pleje. I dag overser man ofte, om der er nogle, der har de samme interesser. Personalet spiller en stor rolle her, for de agerer som værter og kan sørge for, at de rigtige emner kommer på banen, og beboere med samme interesser bliver sat sammen, siger Jens Kofod.
Familien skal skrive en livshistorie
Men det er ikke kun personalet, der skal i spil - de pårørende skal hjælpe dem på vej.
- Familien har også et stort ansvar. De skal hjælpe personalet med at få skrevet livshistorier og fortælle, hvad en ny beboer har af baggrund, og hvilke interesser hun har, siger Jens Kofod.
Han har arbejdet med området i 15 år og ser eksempler på plejehjem, hvor man gør meget for de ældres sociale liv.
- Der er også et godt eksempel i Helsingør, hvor jeg har talt med Poul. De har en værftsklub på plejehjemmet, hvor tidligere værftssarbejdere mødes og snakker om, hvordan det var at arbejde på værftet. Sådan nogle initiativer er rigtig gode, siger Jens Kofod.
Citater i denne artikel stammer fra et indslag i P1 Morgen, der talte om emnet her til morgen. Du kan høre hele indslaget her.