Glæd dig, også når det går andre godt

Delt glæde er dobbelt glæde. Så øv dig i at glæde dig både på dine egne, men også på andres vegne.

(Foto: © Evstratenko Yuliya, Colourbox)

Hvordan har du det med, at det går andre godt? Bliver du misundelig, eller bliver du glad?

Det er nok meget forskelligt, alt efter hvilken person – og hvilken begivenhed – vi taler om.

Men helt grundlæggende så kan du faktisk med fordel øve dig i at glæde dig på andres vegne, siger sexolog og forfatter Sara Skaarup, der netop har skrevet bogen ”Medglæde”, om kunsten at glæde sig med andre og på andres vegne.

- Der er et stort uudnyttet potentiale i at kunne glæde sig på andres vegne. Det genererer simpelthen mere overskud eller glæde, hvis man er sammen om den.

- Og samtidig kan man sige, at hvis du kan glæde dig både på egne og andres vegne, ja så er der simpelthen flere ting at glæde sig over i tilværelsen.

I medgang kender du dine sande venner

Men medglæden kan have svære kår i et land, der bygger på Janteloven og tanken om, at ingen skal tro, at de er noget.

- Derfor er det faktisk i medgang, du kender dine sande venner. Kun en rigtig god ven kan virkelig glæde sig med dig, når det går dig godt, siger Sara Skaarup, der har skrevet bogen "Medglæde" sammen med sexolog Jesper Bay-Hansen, som du i øvrigt kan stille spørgsmål til i Lev Nu's ekspertbrevkasse.

Det, der i nogle tilfælde sker, når det går en i vores omgangskreds godt, er, at vi reagerer med misundelse og føler, at der vist falder lidt for mange appelsiner ned i hans/hendes turban.

- Men den positive side af misundelse er, at den kan virke som en drømme-indikator. Selv om det kommer ud som en form for foragt, så kan det faktisk minde dig om et eller andet, som du gerne selv vil opnå.

- Og så kan misundelsen vende til at blive en form for drivkraft til at handle i vores eget liv.

Der er lykke nok til alle

Alle kan lære at glæde sig på andres vegne, understreger Sara Skaarup. Og det er i virkeligheden ikke meget, der skal til:

- Det kræver bare, at du er villig til at ofre ideen om, at lykke er en begrænset ressource. Altså, hvis du får noget lykke, så er der mindre lykke til mig.

- Det er i virkeligheden en meget gammel dyd, som alle de store verdensreligioner beskæftiger sig med. Det er en dyd at kunne ’glæde sig med’, og det er netop den type glædesfølelser, som vi beskriver i bogen ’Medglæde’.

- Ved at bruge ordet medglæde skærper vi opmærksomheden på følelsen af at ’glæde sig med’, og det kan i sig selv løfte os, både som enkeltpersoner og kollektivt som folk. For medglæde er i høj grad en fællesglæde, der knytter bånd og skaber sammenhold.