Gode råd til dig der lider af depression eller stress

Hjælp fra en psykolog eller psykiater er vigtig, men du kan også selv bidrage til at få det bedre.

(© Colourbox)

Det er svært at leve med en psykisk sygdom, og for mange af dem, der lider af det, er det tabu at tale om sygdommen. Mange af dem har også svært ved at føre en helt almindelig tilværelse med sygdommen, fordi helt almindelige dagligdags gøremål kan blive en stor udfordring.

Rigtig mange af dem, der lider af depression og angst, har ganske vist behov for og stor gavn af antidepressiv medicin, siger Poul Videbech, der er overlæge og professor i klinisk psykiatri ved Aarhus Universitet.

Men man skal dog ikke glemme, at også mange kan hjælpes med samtaleterapi alene. Er medicin nødvendig, har man stadig brug for samtalerne, siger han.

Og ud over vigtige samtaler med læge eller psykolog, så kan man faktisk også gøre en del selv.

- Der er faktisk et meget vigtigt psykologisk aspekt i netop det at føle, at man kan gøre noget selv. At føle, at man selv har kontrol over sit eget liv, siger Poul Videbech.

Motion

Og en af de ting, man kan gøre, er at får dyrket noget motion:

- Hvis man overhovedet orker det, så er motion et godt supplement til den øvrige behandling. Det giver en bedre koncentration og en bedre hukommelse, og det er til stor hjælp for patienter, der lider af depression.

- Problemet er imidlertid, at mange depressive lider af træthed og har svært ved at tage sig sammen til at bevæge sig og dermed skabes en ond cirkel, fordi inaktivitet i sig selv giver øget træthed. Det er derfor vældig godt, hvis en pårørende eller anden person kan "tage den syge i hånden" og løbe en tur sammen med vedkommende - eller dyrke en anden form for motion.

Maden

Sund kost er også vigtig:

- Specielt fiskeolie. Allerhelst naturligt fra fisk. Men hvis man af den ene eller anden grund ikke får spist fisk, så kan man tage det som kosttilskud. Fiske-olie er i øvrigt også sundt af mange andre årsager, i forhold til fx åreforkalkning.

- B og D vitamin mangler mennesker med depression også ofte. Derfor et tilskud af disse vitaminer en god ide.

Poul Videbech tilføjer, at selv om nogle patienter, der lider af en depression, har godt af at sygemelde sig og få ro, så kan andre faktisk have rigtig godt af at komme ud og netop komme på arbejde. Det kan være meget vigtigt at holde kontakten med arbejdspladsen.

Sex

Og så nævner han, at sexlivet i et parforhold ganske ofte lider, når den ene får en depression.

Det kan både være lysten til sex, som forsvinder hos den syge, og det kan også skyldes den medicin, der gives mod depression, som kan gøre det helt umuligt at gennemføre et samleje.

Men også i den sammenhæng kan man selv gøre noget:

- Først og fremmest skal man tale åbent om det problem. Og sørge for at få god information om det fx hos sin læge, så man undgår situationen i parforholdet går i hårdknude.

- Og så skal man gøre sig klart, at selv om man ikke er i stand til at gennemføre et samleje, har man stadig brug for kærtegn og knus.