Det var en smuk forsommerdag, hvor 0. klasse netop havde været på udflugt, og nu gik børnene to og to med hinanden i hænderne i en lang række ned ad hovedgaden. Der var 28 børn, og helt oppe foran gik Jess. Han var den ældste i klassen, og han var ligesom anføreren, der skulle være med til at lede resten af flokken på sikker kurs hjem mod skolen.

Solen skinnede ned på de små. Keld Christiansen, der er far til Jess, havde fridag netop den dag, og han passerede på et tidspunkt klassen i sin bil og vinkede til et par af knægtene, som han også var fodboldtræner for. Men Jess så ham ikke, han havde for travlt med at holde øje med de andre børn i klassen.

Keld Christiansen fortsatte mod hjemmet. Alt åndede fred. Men en halv time senere ringede hans telefon.

En helt fortvivlet dreng

På et tidspunkt skal børnene passere gaden for at komme videre til skolen. Der er vejarbejde, og Jess og fortroppen har kigget sig godt for, før de skal over vejen – men alligevel, da klassen er på vej over, kommer en gigantisk traktor nærmest som ud af det blå drønende mod børnene. Den tårner sig op, og når kun med nød og næppe at stoppe, før en katastrofe af dimensioner indtræder.

Hjemme i villaen i Bogense tager Keld telefonen, da den ringer. Det er fra knægtens skole. Han skal komme med det samme, får han at vide. Der er sket noget med Jess!

På vej ind i skolegården møder Keld et par af sønnens klassekammerater, der spontant udbryder: ’ Jess havde nær fået slået os alle sammen ihjel’. Og på skolen finder han en helt stivnet dreng med store fortvivlede øjne og pupiller, der farer fra side til side. Drengen er helt fra den. Keld kan slet ikke nå ind til sin søn med ord, men opfanger med det samme, at et eller andet er helt galt, og han tager drengen med sig hjem.

Kilde: OCD-Foreningen

En normal og glad dreng

Det var den sommerdag, det hele begyndte, forklarer Keld Christiansen.

- Før den dag havde vi en helt normal og glad dreng, der spillede fodbold og var ansvarlig og omsorgsfuld overfor alle, forklarer han.

Men det voldsomme chok den forsommerdag satte sine spor i Jess. Sådan lyder familiens forklaring.

- Lige da det var sket, var han meget ked af det, han græd og sad bare og stirrede ud i luften, og til en begyndelse ville han overhovedet ikke fortælle om, hvad der var sket. Så vi kunne ikke rigtigt finde ud af, hvordan det var forløbet. Det har vi så siden fået stykket sammen lidt efter lidt.

Men sommerferien stod for døren, og familien skulle snart af sted på ferie. ’Når vi kommer hjem igen, så er det hele nok godt igen’, trøstede Keld og hans kone, Birthe, sig med.

Søndag aften var helt slem

Men det blev ikke godt igen. Tværtimod. Jess begyndte at vaske hænder i et væk, og han begyndte at have svært ved at at komme ud fra toilettet og kunne stå derude i timevis. Han kunne ikke sove om natten, og han begyndte at få voldsomme tanker om at gøre andre fortræd.

- I begyndelsen havde han det godt nok i weekenden, men når vi så nærmede os mandag, så blev symptomerne værre og værre, og søndag aften var det helt slemt igen, forklarer Keld Christiansen.

Også i skolen begyndte Jess at få problemer. Han havde svært ved at koncentrere sig. Klassen havde fået nye lærere, og de sagde, at det ikke var så godt. Både Jess og hans familie kom i psykologbehandling, men symptomerne blev bare værre og værre.

Kilde: OCD-foreningen

- Nogle gange var det så slemt, at Birthe måtte hente ham oppe ved skolen, fordi han havde stået der i timevis, han kunne bare ikke gå hjem. Som om at tvangstankerne ikke ville slippe ham og lade ham gå hjem. Han isolerede sig også, han kunne ikke længere deltage i fritidsinteresser, og han kom mere og mere bagud i skolen.

Har vi gjort noget forkert

Hele familien blev påvirket af de symptomer, som psykologerne nu havde sat OCD-mærket på, og efter en udredning, der tog flere år, blev Jess endelig indstillet til indlæggelse på børnepsykiatrisk afdeling.

Hvordan bærer man sig ad med at holde sammen på hele familien, når ens barn er så syg?

- Det har da også været svært, det er hårdt, når ens barn siger, at han føler, at hans barndom er blevet ødelagt. Det gør ondt. Man bliver bange, og selvom vi helt sikkert kan sige, hvordan det startede for Jess, så har vi da mange gange vendt det indad og tænkt: Har vi gjort noget forkert!, forklarer Keld Christiansen.

Kilde: OCD-foreningen

Jess var indlagt i mange måneder, fra marts til december sidste år, og langsomt fik personalet fundet ind til Jess og fik lært ham, at han er god nok. Det var ikke ham, der var de tvangstanker, som han døjede med, det var sygdommen. Han blev medicineret for sin OCD og siden den ADHD, der lå inde bag ved og gjorde ham urolig og til tider aggressiv.

Herunder fortæller Jess selv om de symptomer, der engang prægede hans hverdag:

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:58c952566187a5096ced8ef6

I dag er de dumme tanker heldigvis fortid, og i dag er familiens fokus at få Jess tilbage på sit gamle spor:

- Vi har en kvik dreng, der altid har stillet mange spørgsmål. Men Jess er i dag kommet meget bagud i skolen, og han skal løftes fagligt. Vi får heldigvis meget hjælp og møder meget forståelse, og vi har i dag lærere og behandlere, der støtter os i, at han nok skal klare det, selvom det kommer til at tage tid.

Vi har brugt mange ressourcer

Jess har efter sin udskrivelse været tilbage i sin gamle klasse to timer dagligt. Han bliver kørt i skole, men han kan i dag selv gå hjem fra skole. Så kommer hans mor og ser til, at han er ok, og at han får noget at spise, og så kører hun tilbage til kontoret. Og så er han alene hjemme, indtil hans mor kommer fra kontoret igen først på eftermiddagen.

- Vi har brugt mange ressourcer, og det har til tider været svært at få hverdagen til at hænge sammen – når man ikke får sovet om natten, og man har mange spekulationer.

Men heldigvis har vi begge en arbejdsplads, som har været forstående med den frihed, som vi har haft brug for, og vi har en god familie, der har støttet os hele vejen, så vi har kunne finde overskud til både at støtte Jess og også at være der for vores datter, Jess´ lillesøster.

- I dag har vi en dreng, der kan sove om natten, han er glad, han kan igen komme med ud blandt andre, og vi har talt om, at han skal i gang med at spille fodbold igen. Vi er så langt, at han tager med resten af familien ud og ser kamp, men der er stadig et stykke vej, før han kan fungere normalt socialt og fx tage alene af sted.

Det går fornuftigt

Så det går, med Keld Christiansens ord, ’fornuftigt’ i dag. Knægten har netop skrevet fristil i skolen, og den fik han meget ros for af sine lærere, forklarer Keld med både stolthed og kærlighed i stemmen. Og så glæder familien sig til sommer, for så skal den endelig af sted på ferie – sammen.

- Vi har ikke holdt ferie sammen i flere år, vi har været nødt til at holde det forskudt pga. Jess’ sygdom, men i år skal vi alle fire til Italien sammen, og det glæder vi os meget til.

På spørgsmålet, om Keld og hans kone, Birthe, har nogle råd til andre forældre, der står i en situation, som minder om den, familien har været i, siger han:

- Det gode råd er, at man med det samme tager fat på professionelle behandlere, når man oplever, det vi har.

Du kan se hele dokumentarserien Børnene på psyk på DR TV her.