Porno er kommet for at blive og ses af mænd i alle aldre. Også mange unge mænd ser porno, og det taler til mange menneskers frygt for, at porno kan have skadelige effekter.
Kan manden for eksempel blive præget af porno, så han bliver voldelig eller sexistisk? På trods af den udbredte brug af porno så taler mænd ofte meget lidt om deres forbrug, det er simpelthen tabu – dette på trods af, at langt de fleste mænd (og kvinder) sagtens kan skelne mellem sex i pornoens kunstige univers og sex i virkelighedens verden.
Når porno fungerer godt for manden
Til de positive sider af porno, i dag primært internetporno, hører, at mænd kan bruge porno som et ’fast track’ til seksuel lyst og ophidselse, dvs. rejsning.
De visuelle og auditive indtryk taler til mange mænd, der ofte bruger porno som en hurtig og nem måde at få orgasme og udløsning på, især for egen hånd.
Internetporno er ét stort tag selv bord, hvor manden kan finde og dyrke de former for porno, han har lyst til.
Han kan også søge former for sex, som han måske ikke havde søgt i det virkelige liv. Derved kan porno både være en rejse ind i en virtuel verden af sexoplevelser og en kilde til inspiration og generering af sexfantasier.
Det har også været fremhævet, at porno fungerer som et såkaldt seksuelt script, hvor manden ’konstruerer’ og udvikler sin seksualitet på basis af den type porno, han ser.
Derved kan porno – når det fungerer godt – guide manden til sexoplevelser, der er gode og givende for ham og hans eventuelle partner(e). For mænd, der har svært ved at finde en kæreste, kan porno optræde som en værdsat substitut.
Det gælder også mænd med svært invaliderende eller beskæmmende sygdomme, der gør det særdeles svært at finde en partner.
Når porno ikke fungerer godt for manden
Der er også situationer, hvor porno ikke gør noget godt for manden og en eventuel partner. Her følger nogle eksempler fra min samtaleklinik.
Manden med tidlig sædafgang jagter ofte den hurtige – eller lynhurtige – orgasme og udløsning til kraftig selvstimulation (onani), hvor han ville have godt af at træne sig til at komme til en svagere stimulation.
Og manden med rejsningsbesvær kan opleve alt fra mindreværdsfølelse til dårlig selvtillid på det seksuelle område, når han ser porno med veludrustede, potente mænd, der tilsyneladende ubesværet tilfredsstiller en partner.
Porno kan være selvskadende
Et højt forbrug af porno kan gøre det svært for nogle mænd at nyde intimiteten med en partner. Der er mænd, der har et decideret selvskadende forbrug eller misbrug af porno, hvor manden ikke kan afstå fra at se porno, selvom det går ud over ham selv, hans partner, børn eller betydningsfulde andre.
Endelig kan et stort forbrug af porno optræde i forbindelse med stress eller mistrivsel eller sammen med svære følelser som vrede, jalousi og ensomhed, og det kan gøre et problematisk kærlighedsliv endnu mere problematisk.
Faktum er...
…at porno er kommet for at blive og seksuelt set kan fungere godt og mindre godt for manden. Vi kan alle have en holdning til porno. Jeg mener dog ikke, at en mands brug af porno kan ses som udelukkende positivt eller negativt, men må ses i sammenhæng med mandens seksualitet, helbred, parforhold og liv i øvrigt.