Der er ingen, der ved, hvornår livet slutter.

Nogle mennesker får et fingerpeg om det, fordi de får konstateret en uhelbredelig sygdom, der betyder, at de skal herfra tidligere, end de havde regnet med.

Men hvordan affinder man sig med sin skæbne og finder en ro i, at det er sådan, det bliver?

- Grundlæggende synes jeg, at mange mennesker har en sund måde at reagere på belastningen på. De har mekanismer i sig til at mestre det, siger hospitalspræst ved Rigshospitalet, Christian Busch, der i sit arbejde blandt andre møder uhelbredeligt syge.

- Det er imponerende, at man kan finde ro i sjælen, når man får at vide, at man skal herfra, tidligere end man regnede med.

Der skal ikke løses – der skal bæres

Rigtig mange har en tendens til at gøre udfordringer i livet til problemer, der skal løses, siger Christian Busch. Men i processen med alvorlig sygdom skifter det fra at være problem til at være vilkår.

Og så skal der ikke ”løses”, der skal ”bæres”, siger han:

- Det er tungt og hårdt og gør ondt. Men jeg tænker ofte på det gamle ordsprog om, at ”delt byrde er halv byrde”. Mange patienter erfarer, at når de deler byrden med dem omkring sig, så bliver den lettere at bære.

- Det ændrer ikke ved, at der er en eksistentiel alenehed forbundet med at skulle dø. Den vej kan man kun gå alene. Men hvis man har nogle af dele den med – det kan være familie og venner, det kan være Gud eller noget helt fjerde, så er vejen mindre tung at gå.

Man bliver vemodig

De fleste forestiller sig, at de ville komme i en tilstand af krise, angst og desperation ved beskeden om, at de ikke har så lang tid igen, som de havde forestillet sig. Og de faser gennemlever mange uhelbredeligt syge også.

Men Christian Busch har snarere, igennem sine samtaler med uhelbredeligt syge, indtryk af, at en del mennesker oplever det som vemodigt at skulle dø. Der er naturligvis alle variationer fra desperation til vemod.

- Patienterne selv er i en del tilfælde ikke desperate, men snarere vemodige over, at det, der er så godt, ikke kan fortsætte. For de ville gerne fortsætte. Men det gode kan de ikke holde fast i. Og det er de triste, men afklarede, over.

Meningen med det liv, der er tilbage

Når man får diagnosen uhelbredeligt syg, så vil der være en periode efterfølgende, hvor der er liv, dage, uger, måneder eller år, der skal leves. Både for patienterne og deres pårørende. Og hvordan finder man så mening med det liv, der er tilbage?

- Det er et svært spørgsmål at svare på. Mange vælger at holde fast i normaliteten – de går på arbejde, spiller guitar, går til svømning, køber nyt tv og ses med vennerne. For det er vel det, de oplever som meningen med livet, er det ikke?, spørger Christian Busch.

- Samtidig med sorgen og vemodet er der en del mennesker, der også oplever større intensitet i livet. Det er meningsfuldt for dem at være sammen med deres nærmeste, at gøre ting, der giver dem glæde, ikke at udskyde ting, de har glædet sig til og ønsket.

Man skaber en sorgens fortælling

Andre laver en liste over ting, de gerne vil nå, inden det er for sent. Det kan være at købe en motorcykel, tage på en rejse eller holde en stor fest.

- Det er for mig et udtryk for, at de tager ansvar for at skabe fortællingen om sig selv, siger hospitalspræsten.

- Deres fortælling er blevet en anden, end de drømte om, og jeg synes, det er fantastisk, at folk mestrer også at skabe en sorgens fortælling. De når måske ikke det, de gerne vil, men det er heller ikke så vigtigt. De har gjort forsøget.

For år tilbage var der en tendens til, at man ikke ville være til besvær for nogen og helst begraves på de ukendtes grav. I dag er det snarere sådan, at vi holder fast i fortællingen om os selv, lige til det sidste, siger Christian Busch.

- Når så mange vælger fx at komme på hospice, så er det et udtryk for, at vi ikke er så bange for at leve livet, lige indtil vi dør. Vi lukker ikke øjnene for døden, og det kan jeg godt lide.

- De holder fast i, at den uhelbredelige sygdom også er en del af deres liv, som skal leves, og det skaber et hospice gode rammer for.

Du kan se eller gense programmet på dr.dk/tv