Sådan træner du din hjerne i topform

Kør en anden vej hjem. Tal med et fremmede menneske i bussen eller gør noget andet, du ikke plejer. Det er med til at holde din hjerne skarp.

(© Fadl´s)

Der er ingen, der så meget som vil hæve et øjenbryn, hvis du styrter ud ad døren for at styre direkte mod fitnesscentret for at træne din krop. Men mange vil sikkert undre sig, hvis du melder ud på arbejdet, at du lige går i enrum i ti minutters tid, fordi du skal træne din hjerne.

Men det kan faktisk være en rigtig god investering.

I næste uge udkommer bogen ’Hjernestarter’ (Fadl´s), der er skrevet af overlæge og professor i neurologi, Troels Wesenberg Kjær, og den er netop en opfordring til os alle om, at vi også skal give hjernen mere tid og omsorg.

- De fleste af os går på arbejde hver dag og gør de samme ting dag efter dag. Journalisten laver de samme interviews, politiet jagter forbrydere, lægen laver de samme undersøgelser osv. – de samme rutiner, tænker de samme tanker og går i de samme cirkler, forklarer Troels W. Kjær.

Ti minutters træning

Men du kan faktisk udrette mirakler for dig selv, hvis du udfordrer dig selv på det her stereotype liv.

- Hvis man bare to gange fem-ti minutter hver dag gør noget helt andet, end det man plejer, så er det sundt for din hjerne. Ikke dermed sagt, at du skal løse sudoku i ti minutter hver dag, for selvom du sikkert bliver rigtig god til det, så vil det også hurtigt blive en vane, hvor du bruger de samme dele af hjernen.

Pointen er, ifølge Troels W. Kjær, at gøre noget helt andet end du plejer, blot nogle få minutter om dagen.

- Det kan være at meditere, som påvirker dit ubevidste nervesystem i hjernen, eller at cykle en anden vej hjem fra arbejde, sætte dig ind i et mødelokale og lukke øjnene og smække benene på bordet, eller beslutte dig for at i dag vil jeg tale med nogle af de mennesker, jeg kører i bus med til og fra arbejde, og som jeg ellers aldrig taler med.

- Det handler om at se lidt anderledes på tingene og skubbe sig selv ud af den komfortzone, som de fleste har det bedst med. Hvem siger, at man skal løbe den samme tur hver dag – hvorfor ikke løbe den anden vej. Eller læse en bog bagfra osv.

Professoren blev udfordret

Troels W. Kjær medvirkede for nylig i DR1-serien, 'Skjulte talenter', om mennesker med autisme og helt særlige egenskaber. Her blev hjerneprofessoren, som man kan se herunder, selv udfordret:

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:58d11a4c6187a410a4ebf249

Prøv noget nyt

Til at begynde med handler det om at blive bevidst om det og så gribe mulighederne.

- Jeg blev for nylig inviteret til et arrangement, hvor der skulle danses diskodans. Jeg tænkte – hvorfor ikke? Så min kone og jeg tog med, og vi fik danset, ikke at jeg er særlig god til det, men jeg fik da hoppet lidt rundt, og bagefter kunne jeg glæde mig over, at vi fik gjort noget helt andet, end hvad vi normalt gør, forklarer Troels W. Kjær.

Hvad er så ideen med at gøre noget, som man ikke plejer at gøre?

- Vores hjerner er dovne, de skal hele tiden udfordres, hvis de skal blive ved med at være gode til at indlære og huske. Og når du er bevidst om at træne din hjerne, og gør det, så får den nemmere ved at lære. En aktiv hjerne bliver meget bedre til at modtage igennem hele livet.

Hjernetræningen kan også være med til at gardere dig mod at udvikle demens.

- Noget tyder på, at hvis man holder hjernen ved lige, så udskyder man demenssygdomme. Man ved eksempelvis, at mennesker med en højere uddannelse og mennesker, der har to modersmål, udvikler demens senere end andre. Så jo mere hjernen holdes i gang, desto mindre risiko er der for demens.

Man bliver ikke Einstein

Man siger, at al begyndelse er svær – og jo ældre vi bliver, desto sværere bliver det for hjernen at indlære.

- Det er rigtigt, at man er længere tid om at lære, når man først er over 50. Men når man skal lære senere i livet, så skal man lære være med at tro, at man er Einstein og kan lære på kort tid, som man gjorde engang– man skal sætte sig mindre mål og fejre de små sejre. Man skal med andre ord starte i det små.

Og så skal man samtidig sørge for, at det, man foretager sig, er lystbetonet, for hvis man fra begyndelsen siger til sig selv, at det her lærer jeg aldrig, ja så gør man det heller ikke. Lyder forklaringen fra Troels Wesenberg Kjær.

Hvis du gerne vil styrke din hjerne og udfordre den med ny daglig træning on indlæring, så er det derfor vigtigt:

  • At du gør det af lyst.

  • Giver det opmærksomhed – det må ikke være venstrehåndsarbejde.

En stærkere hjerne

Fordelene ved at træne sine sin hjerne er ifølge hjerneprofessoren rigtig mange:

- Man bliver et gladere menneske, man bliver mere attraktiv og vittig, mere motiveret og lidt skarpere på arbejdet, fordi ens hjerne kommer op i 6. gear.

I 'Hjernestarter' er der en række opgaver til dig, der gerne vil træne din hjerne. Man kan både lære at indkredse de såkaldte 'sorte huller' - dine svage områder - og lære at træne dem. ¨Men der er også opgaver, du kan stille dig selv, hvis du ønsker at give hjernen uventede opgaver. Eksempelvis regnestykker, eller ordlister, der skal huskes udenad. Eller du kan benytte nogle af Troels W. Kjærs bud:

  • Get lost: En dag i weekenden, hvor du ikke har andet på tapetet, kan du tage til en by, du ikke kender, tage en tilfældig bybus 15 min. Prøv at finde tilbage uden gps eller kort.

  • Sæt din bil eller mobil til at tale et andet sprog. Start med engelsk efter nogle uger kan du skifte til et andet sprog, som du har sværere ved.

  • Træn rækkefølgen af 10 tilfældigt udvalgte spillekort.

  • Bed din partner fjerne een ting fra stuen, mens du er på toilettet. Find ud af hvad der mangler, når du kommer tilbage.

  • Skriv et kærestebrev med venstre hånd.