Vores hjerne er ikke vild med nytårsforsæt

Få ekspertens forklaring på, hvorfor mange har svært ved at holde et nytårsforsæt.

Vi oplever, at det er trygt, når vi gentager en handling. Men hvis vi vil ændre adfærd, skal vi lære at finde tryghed i det utrygge, forklarer Torben Wiese. (Foto: © Sofie Delauw, Getty Images)

Listen over nytårsforsætter er ofte lige så lang som listen over brudte nytårsforsætter.

For som mange af os må erkende, så er det betydeligt nemmere at holde snuden i sporet i begyndelsen af projektet. Men med tiden begynder vægttabet at udligne sig, cigaretterne bliver fundet frem, og vi bliver hængende på arbejdet længere tid, end vi vil.

Forfatter og foredragsholder Torben Wiese arbejder professionelt med at bryde vaner. Ifølge ham er det hjernen, der gør det vanskeligt at bryde gamle vaner.

- For det første er hjernen storforbruger af energi. Derfor vil den altid gribe muligheden for at spare på energien ved at følge det samme vanemønster, siger han.

- For det andet opfylder vaner vores fundamentale psykiske behov for tryghed. Vi oplever, at det er trygt, når vi gentager en handling. Men hvis vi vil ændre adfærd, skal vi lære at finde tryghed i det utrygge.

Vær din egen coach

Bevidstheden om mekanikken i hjernen er en væsentlig del af at komme i mål med sit nytårsforsæt.

Dernæst er det afgørende, at man tænker over effekten af målet. Hvis man for eksempel vil smide nogle ekstra kilo og holde vægten, skal man finde ud af, hvad formålet med vægttabet er.

- Det kan være, at svaret er, at man vil have mere energi, så man kan lege sammen med børnene, så man kan være en bedre forælder, siger Torben Wiese.

- Og det er ønsket om at være en bedre forælder, der skal være drivkraften til at bryde den gamle vane med at sidde på sofaen, og komme af sted til træning.

Bliv ved, bliv ved, bliv ved

Selvom det af praktiske årsager kunne være rart at vide, hvor lang tid det tager at ændre vaner, så findes der ikke et enkelt svar.

- Det kommer an på mange faktorer. Nogle gange tager det 21 dage. Andre gange skal man foretage en handling 1000 gange, før den sidder på rygraden. Men jo flere gange, man foretager handlingen, jo mere sandsynligt er det, at den hænger ved, siger han.

- Helt grundlæggende handler det om at tage styring i sit eget liv, finde nogle mål og følge dem til dørs.