Min første oplevelse med stress var ret tidligt i mit liv. Jeg var omkring 21 år. Der var lige pludseligt en masse ting, der faldt ned i mit liv.

Jeg fik meget travlt med at skulle nå alting, inden jeg knap var kommet i gang og havde færdiggjort min uddannelse. Jeg blev ret hurtigt kvalt af mine egne præstationsforventninger, men også af præstationsangst.

Det endte i bund og grund med, at jeg sov dårligt, og jeg spiste ikke ordentligt. Jeg var ikke til stede til arrangementer, hvor det måske udadtil så ud til, at jeg var der. Jeg havde en maske på samtidig med, at jeg græd rigtig meget rigtigt tit.

Det var både de helt fysiske ting som udmattelse. Man kunne godt græde over, at man ikke havde sovet ordentligt i tre dage. Men det kunne også være over, at ens økonomi så ud ad helvede til, fordi man havde et forbrug, der holdt det liv i live, man mente, man skulle have. Samtidigt med at man ikke havde pengene til det.

Det var også en gråd over at gå med en knude i maven, man ikke kunne forklare. Og være lidt ked af det hele tiden. Være lidt ved siden af sig selv og ikke føle, at man ikke kunne løbe hurtigt nok efter det her billede, man gerne ville leve op til.

Det var den evige higen efter noget, jeg ikke engang kunne formulere, hvad var. Jeg ved stadig ikke, hvad det var, jeg ledte efter.

At forstå, hvorfor jeg fik stress, var helt klart det sværeste. Ikke at jeg havde det. Det var ikke svært hverken at sluge eller finde ud af, hvordan man kunne løse det.

Jeg ser mig selv som værende et forholdsvist ressourcestærkt menneske, der har et godt bagland, en god venneflok, der ikke lagde pres på mig, og jeg fik fine karakterer.

Hvordan jeg alligevel endte med at ligge søvnløs om natten, være ulykkelig og føle mig fuldstændig stresset, det var svært for mig at forstå. Jeg troede ikke, at det skete for folk, der havde noget at falde tilbage på. Det kom mere som et chok for mig end alt det, der kom efter.

Det har taget mig mange år at finde ud af, hvor det skete for mig. I sidste ende var der mange grunde til det. Det var en blanding af mine egne forventninger, hvad jeg blev mødt af på min arbejdsplads og så på den sociale front.

Der er en mærkelig tendens til, at alle tror om hinanden, at den anden har det så fint. Det er det, man ”tager på”, når man går ud. Man viser ikke, at man ikke har det sådan inden i. Derfor skaber man det her forventningspres inden i sig selv, der bliver støbt sammen af rigtig mange ting.

Da jeg var yngre, var det nærmest populært at have stress, for det betød bare, at man havde gang i alt muligt, og mange ville have fat i en, og man var vigtig nok til at have stress.

Jeg er født i 1988 og blev student i 2008. Min årgang var den første efter gymnasiereformen. Vi havde ikke længere den klare opdeling af matematiske og sproglige studenter. Jeg gik på den globale linje, mens andre gik på danse-, musik- geografilinjen eller noget helt andet.

Det var ret meget os, de prøvede det hele af på. Undervejs skiftede vi også karakterskala. Det kan virke som nogle små justeringer på et skolesystem, og nogle skulle jo prøve det af. Men at være prøvekanin for noget, der bestemmer din videre færden ud i arbejdslivet eller uddannelseslivet, har nok alligevel haft en indflydelse.

Vi blev bedt om at være omstillingsparat og hele tiden være til rådighed. Vi skulle være klar til at sige ja og omstille os til en anden situation, hvis det blev lagt foran os.

Det er kun fortsat, efter jeg er kommet på arbejdsmarkedet. Man skal kunne det ene med det andet, og det hele skal helst gå ret hurtigt. Det skal det også nogle gange. Jeg synes, det er superspændende at arbejde med ting, der skifter ham ret hurtigt.

Jeg tror bare også, det er det, der er med til at skabe rodløshed hos rigtig mange unge, er, at man skal være så omstillingsparat.

For nyligt skulle jeg søge et kursus i forbindelse med noget efteruddannelse på mit arbejde. Jeg blev mødt at et skema, man skulle udfylde med det ene og det andet. Det giver god mening at have et ansøgningsskema, fordi man jo gerne skulle ville det, man søger ind på.

Problemet var bare, at skemaet bad mig om at forklare, hvorfor jeg allerede var frontløber, talentfuld og den dygtigste i feltet inden for det, jeg rent faktisk gerne ville lære mere om.

Følelsen af allerede at skulle være perfektionist inden for noget, man gerne ville lære om, skabte en situation, hvor jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle udfylde skemaet. Meningen var jo, at jeg skulle blive bedre og blive en frontløber. Ikke at jeg nødvendigvis var det på forhånd.

Men det er en tendens, jeg ser i rigtig mange andre ting i samfundet. Man forventer, at folk allerede skal være den bedste, inden man har lært det, man har brug for.

For mig er det ikke et tabu at have stress. Og jeg føler heller ikke, at det er en farlig ting at snakke om hverken i samfundet, blandt venner eller i medier. Tabuet ligger langt mere i, hvorfor det sker for folk.