Jeg mødte min ekskæreste for fire år siden, da vi begge gik på højskole.

Min veninde sagde, at hun kunne se, at jeg godt kunne lide ham. Hun kunne se det på den måde, jeg var på, når jeg var omkring ham. Jeg blev anderledes, touchy, grinede meget og lyste op.

Jeg havde ikke tænkt over det selv, men det gik op for mig, at jeg faktisk var ret flirtende, når jeg var sammen med ham.

Senere inviterede jeg ham op på mit værelse og fortalte, at jeg havde følelser for ham. Han fortalte, at han også havde haft følelser for mig – og at han endda havde haft det i ret lang tid.

Det var rart at opleve følelsen af forelskelse, og da vi stoppede på højskolen, blev vi enige om, at vi skulle være kærester.

Siden har han været meget inspirerende og meget trofast overfor mig. Han er en, man kan dele alt med. Han er varm. En, som er der for én, og en som aldrig har svigtet mig.

Nu er vi blevet enige om, at vi ikke skal være kærester længere, fordi han ville til Berlin på ubestemt tid. Men jeg holder stadig fast i håbet om, at han snart kommer hjem igen.

Han fortalte mig før første gang i august i år, at han overvejede at tage til Berlin på ubestemt tid. Han var inde i nogle dårlige vaner, og dem ville han gerne væk fra. Men jeg tænkte ikke så meget over det i begyndelsen, fordi det hele var ret abstrakt.

Først en aften i september hjemme hos ham, fortalte han mig, at han havde fået tilbudt et job. Jeg kunne se, at det var blevet en realitet, og at jeg var nødt til at tage stilling til, hvad der skulle ske.

Jeg kunne mærke, jeg ikke var glad på hans vegne. Han var lige kommet hjem fra et højskoleophold, så jeg havde egentlig glædet mig til, at vi kunne få en hverdag sammen, selvom vi boede hver for sig.

Jeg kunne gå med til, at han skulle være dernede et halvt år eller måske et år. Men at han ikke kunne fortælle mig, hvornår han ville vende hjem igen, var for hårdt.

Derfor blev vi til sidst enige om, at vi slog op. Jeg var rimelig afklaret omkring det, men han ville gerne have, at vi fortsatte med at være kærester. For mig var der ikke så meget andet at gøre, for at have et forhold med en, der er så langt væk på ubestemt tid, er ikke fedt.

Det fik vores forhold til at ændre sig. Jeg kunne ikke kysse ham til sidst, fordi det føltes fake. Jeg træk mig, og det fik ham til at trække sig, og vores forhold blev akavet.

Sidste gang jeg så ham, forsøgte jeg en sidste gang – uden held – at få ham til at sætte en dato på sin hjemrejse. Men han han holdt fast i sin beslutning og sagde, at han elskede mig.

Det er nu halvanden måned siden, at han tog til Berlin.

Vi taler højst sammen en gang om ugen. Jeg har en idé om, at jeg ikke gider ringe til ham, fordi jeg ikke vil stå i vejen for, hvad han nu føler, han skal gøre i sit liv. Så jeg venter på, at han ringer til mig.

Når vi taler i telefon sammen, snakker vi om tilværelsen, men vi har stadig en særlig tiltro til hinanden. Jeg spørger ham diskret om, hvor langt han skal bo i sin nye fremleje, så jeg på den måde kan finde ud af, om hans holdning til længden af sit ophold i Berlin har ændret sig uden at spørge direkte.

Mit håb er, at han siger, han snart kommer hjem.

Jeg ved, det er dårlig stil at sige, men jeg håber, han får en nederen oplevelse og tænker, at Berlin ikke er så fedt, og han så kommer hjem igen. Det kunne være så fedt, hvis vi kunne starte op igen, der hvor vi slap.

Det gør mig både glad og irriteret, når han ringer. For hvad fanden har jeg gang i? Jeg skal jo videre, men jeg ender med at føle, at der er en mulighed for, at han vender hjem.

Jeg føler mig ikke forrådt af ham, men jeg føler, at han har placeret mig i en situation, hvor jeg ikke har lyst til at være.

Men hvornår skal man lægge forholdet bag sig og sige, det er slut?