Avisen Politiken har fået lavet en opgørelse over de ydelser (penge), som europæiske lande giver til asylansøgere.
Opgørelsen viser, at Danmark er et af de lande, der tilbyder flygtninge de højeste ydelser, skriver Politiken.
Danmark giver højere ydelser end Sverige
I Danmark får en enlig voksen asylansøger 2567 kroner om måneden, mens personens ansøgning om asyl bliver behandlet.
I Tyskland får en asylansøger omkring 2640 kroner.
I Belgien, Frankrig, Storbritannien, Holland og Ungarn er beløbet meget lavere, og i Sverige får asylansøgere kun omkring 1700 kroner om måneden. I nogle lande kan der dog være særlige tillægs-ordninger, hvor asylansøgerne har mulighed for at få en lidt højere ydelser, skriver Politiken.
Danmark behandler asyl-sager hurtigt
Danmark er også hurtigere til at behandle asylansøgeres ansøgninger end mange andre EU-lande.
I Danmark venter asylansøgere for eksempel 3-5 måneder på at få deres ansøgning behandlet, mens det tager 7-8 måneder i Sverige og otte måneder i Tyskland.
Ifølge Politiken bor asylansøgere også bedre i Danmark end for eksempel i Tyskland, hvor de flere steder bor i teltlejre.
Integrationsminister: Regler skal strammes
Integrationsminister Inger Støjberg (Venstre) siger til Politiken, at regeringen gik til valg på, at der skulle færre asylansøgere til Danmark.
De danske asylregler skal derfor strammes endnu mere, end regeringen allerede har gjort, siger hun.
- Vi skal ikke være et land, der adskiller os fra de andre lande på ydelses-niveau, siger hun til Politiken.
/ritzau/