Carsten Mogensen sejrer efter hjerneblødning

Badmintonspiller Carsten Mogensen er på banen igen efter at have haft en hjerneblødning tidligere på året.

Mathias Boe og Carsten Mogensen vandt i deres comebackkamp, efter at Mogensen i februar blev ramt af en hjerneblødning. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

For tre måneder siden fik den danske badmintonspiller Carsten Mogensen en hjerneblødning.

Onsdag gik han tilbage på badmintonbanen med makkeren Mathias Boe for at gøre comeback til en af de allerstørste turneringer i verden: Super Series-turneringen Indonesia Open.

Det danske makkerpar vandt over et kinesisk hold.

Holdet har stadig OL-muligheder

Ifølge DR Sporten betyder sejren, at Carsten Mogensen og Mathias Boe stadig har gode muligheder for at deltage i OL.

Flere eksperter har ellers tvivlet på, om Carsten Mogensen kunne nå at blive klar til OL.

Organisationen Badminton Danmark beslutter næste måned, om Boe og Mogensen er klar til OL. Det kan også ende med, at det andet danske top-par Mads Conrad og Mads Kolding skal afsted i stedet.